Redaktør: Røde forhandlinger er blevet en spinkrig

Forhandlingerne om SR-regeringens sidste finanslov inden valget er i gang – og det ser ud til at blive sværere end forventet for finansminister Bjarne Corydon (S) at nå til enighed med støttepartierne SF og Enhedslisten om en aftale for statens husholdningsbudget 2015.

Sådan lyder analysen fra TV 2s politiske redaktør Anders Langballe, efter at parterne mødtes til de første officielle forhandlinger i Finansministeriet mandag aften.

- Fronterne er trukket hårdt op, og der tegner sig nogle meget store knaster. Da Corydon præsenterede regeringens udspil sagde han, at det her lå til en rød aftale. Men man må sige, at det er der nu skabt spænding om, siger Anders Langballe.

- Efter de første forhandlinger mandag virker det til, at parterne har talt sig længere fra hinanden, frem for tættere på hinanden.

Regeringen vil gerne tale om blå mulighed

Politisk kommentator Michael Kristiansen udtalte i går i programmet Tirsdagsanalysen, at ”enderne simpelthen ikke kan mødes” i rød blok, og at det derfor kan ende med en finanslovsaftale med de borgerlige partier, som det var tilfældet sidste år.

Også finansminister Bjarne Corydon luftede den mulighed, da han tirsdag morgen var gæst i Go’ Morgen Danmark, og blev spurgt, om det var muligt at nå til enighed med Enhedslisten og SF.

- Det håber jeg, men det kan man ikke være sikker på. Vi har jo stillet os i midten af det hele, og givet SF og Enhedslisten et tilbud om, at alt det de går og siger, kan de være med til at gøre til virkelighed, lød det fra finansministeren. 

Anders Langballe understreger, at regeringen har en klar interesse i at tale om den ”blå mulighed” på nuværende tidspunkt.

- Man er så tidligt i forhandlingerne, at man har brug for at skærpe fronterne og markere, hvad man mener og hvor man står. Det er en del af det politiske forhandlingsforløb. Og regeringen har i den grad brug for at skabe et billede af, at der er et alternativ - en blå vej. Hvis ikke de har det, hvad er det så, de har at presse SF og Enhedslisten med? Det her er et positioneringsspil og en spinkrig.

Tidligt i forhandlingerne

Regeringen og SF/Enhedslisten er blandt andet uenige om, hvorvidt der i forbindelse med finanslovsaftalen skal ske ændringer på dagpengeområdet. Og uenige om, hvorvidt der skal bruges penge fra ulandsbistanden på at finansiere de øgede udgifter til asylansøgere i Danmark. Her kan du få et overblik over, hvad partierne forhandler om.

- Men når alt det er sagt, så er det vigtigt at huske, at man er meget tidligt i forhandlingerne. Og det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige noget håndfast om, hvor det her lander. Mest logik vil stadig tilsige, at det her lander med en rød model, især fordi man er tæt på et valg, siger Anders Langballe og fortsætter:

- Hvis regeringen ender med at lave en aftale med de blå partier, så vil de tage sig betalt på nogle punkter, som symbolsk vil gøre voldsomt ondt på Socialdemokraterne, understreger Anders Langballe. Han vurderer, at Venstre vil kræve eksempelvis at få skrottet forslaget om øget fradrag for fagforeningskontingenter. 

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter