Minister om DF og LA: Jeg ved ikke, hvad de tænker på

Dansk Folkepartis og Liberal Alliances forslag om at sende asylansøgere tilbage til lejre i nærområderne, er dagens helt store samtaleemne på Christiansborg. Og nu melder udenrigsminister Martin Lidegaard (R) sig også i debatten. 

- Jeg ved ikke, hvad de to partier tænker på. De skulle tage en tur ned til Libanon, der i øjeblikket huser 1,4 millioner flygtninge med en befolkning på fire millioner. De skulle tage at besøge flygtningelejrene i Tyrkiet, der har taget 1,5 millioner flygtninge. Der er rigtig mange flygtninge i de lande. Det er også naturligt, når det er i nærområderne, men de er under et kolossalt pres, siger Martin Lidegaard. 

- Jeg tror, I skal snakke med de to partier om det forslag. Det er ret langt ude.

Forslagene fra DF og LA får også hård kritik med på vejen fra Amnesty International.

- Det er forbundet med en lang række problemer med menneskerettigheder, sikkerhed og værdighed. Også helt praktisk. Det virker ikke som noget, der kan lade sig gøre, siger Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty.

Torsdag afholdes der åbningsdebat i Folketinget, og det forventes, at diskussionen om håndteringen af de mange asylansøgere, der i øjeblikket kommer til Danmark, ventes at blive et centralt emne. Du kan følge åbningsdebatten LIVE på tv2.dk hele dagen.

Det foreslår DF og LA

Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance foreslår torsdag at sende asylansøgere væk fra Danmark.

De vil sende flygtningene til lejre et sikkert sted, tættere på deres oprindelsesland.

Asylcentre i disse lande skal være under dansk kontrol med renlige forhold, og adgang til mad, medicin og ordentlige senge at sove i.

Venstre kalder forslagene "interessant".

Både Socialdemokraterne og SF afviser forslaget.