Derfor udskydes reformen: - Ingen vil lægge sig ud med husejerne

Af frygt for at lave fejl i et nyt skattesystem for boligejerne, har regeringen valgt at udskyde forhandlingerne til efteråret.

Og det er nødvendigt, for at alle kan være sikre på at få en så rigtigt vurdering som muligt, mener skatteminister Karsten Lauritzen.

- Selvom vi har et boligskattestop, så kan der være boligejere, der - når de får mere rigtige vurderinger - vil opleve en stigning i deres vurdering. Derfor giver det god mening at se på beskatningen og et nyt ejendomsvurderingssystem under et, siger Karsten Lauritzen til TV 2.

Kan ikke forklare vurderinger for boligejerne

Rigsrevisionen har tidligere udtalt, at det nuværende system er voldsomt fejlbehæftet, men det får ikke ministeren til at skynde sig mere af den grund.

- Vi skal gøre det rigtigt. Jeg ønsker at lave et nyt vurderingssystem, for med det, vi har i dag, kan jeg ikke som skatteminister forklare boligejere, hvorfor vi har vurderet et hus til det, det er vurderet til, siger Karsten Lauritzen.

Udskydelsen betyder, at de nye ejendomsvurderinger først kommer til at gælde fra 2019 og ikke fra 2018, som det ellers var planen.

Politisk analytiker på TV 2, Peter Lautrup-Larsen, vurderer, at det kan blive svært for regeringen overhovedet at få stemt en ny lov igennem.

- Da vi ved, at det vurderingsystem, vi har i dag, er meget fejlbehæftet, er det selvfølgelig ikke særlig hensigtsmæssigt for husejerne. For regeringen må jo også se på, hvad der er praktisk muligt. Hvornår kan regeringen være klar til at komme igennem med noget - altså tælle til 90 mandater, siger Peter Lautrup Larsen.

Det kan vise sig at være lettest for regeringen at gennemføre et kommende lovforslag, hvis det bliver knyttet sammen med personskattelettelser i forbindelse nye skattereform på arbejdsindkomst, mener han.

- Der er ingen, der vil lægge sig ud med husejerne. Man vil gerne have et retfærdigt system, og alle husejere synes, de betaler for meget i ejendomsskat, hvad enten de gør det eller ej, siger Peter Lautrup-Larsen.

Systemet fungerer ikke

At man vil knytte forhandlingerne om nye boligvurderinger sammen med skattereformen for arbejdsindkomst, ser Brian Mikkelsen, skatteordfører for Det Konservative Folkeparti, kun som noget positivt.

- Det er godt nyt for boligejerne, og det er godt nyt for alle danskere, for alle er interesserede i, at det går godt for boligmarkedet i Danmark. Så det, synes jeg, er godt, siger Brian Mikkelsen.

Han mener, giver god mening at udskyde forhandlingerne.

- Det er fornuftigt at vente, for det er jo også en erkendelse af, at man har et system, som ikke fungerer, som er kaotisk, som ikke fungerer, og som giver utryghed for boligejerne, siger Brian Mikkelsen.

De Konservative foreslog i sidste uge, at boligskatten skal afskaffes helt. Og selvom den ide ikke er blevet mødt med opbakning fra eksempelvis regeringen, mener Brian Mikkelsen stadig, at en afskaffelse er at foretrække:

- Det nye system skal betyde, at alle kan sidde med ro i maven uden hele tiden at skulle frygte, at man ikke kan bo i sit eget hus, bare fordi at staten opkræver flere og stigende boligskatter, siger Brian Mikkelsen.