Hjort: Ministeriet var orienteret om ydelses-kaos, men jeg var ikke

Finansministeriet var informeret om, at Udbetaling Danmark gik i gang med at administrere efter de nye regler om boligydelse - men ministeren var ikke. Det siger han i et interview med TV 2.

- Jeg kan bare sige, at jeg hørte om det første gang, da Finn Sørensen (medlem af Folketinget for Enhedslisten, red.) rejste spørgsmålet her under forespørgselsdebatten. Nu har jeg været tilbage i ministeriet og er blevet orienteret om, at der har været en dialog mellem Udbetaling Danmark og embedsværket om muligheden for at stoppe det, men det har så vist sig umuligt, siger finansministeren.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen har det været en "praktisk foranstaltning", at Udbetaling Danmarks systemer allerede er forberedt på den nye virkelighed - som så altså alligevel ikke bliver virkelighed, fordi ændringerne af boligydelsen er pillet af bordet indtil videre.

'Jeg ville gerne have fortalt partierne det'

Grundet den manglende orientering kunne finansministeren ikke orientere de øvrige borgerlige partier. Kristian Thulesen Dahls hukommelse fejlede altså ikke noget, da han tidligere onsdag over for TV 2 afviste at have fået en orientering. 

- Jeg har fået en forklaring, og jeg har fået bekræftet, at jeg ikke var blevet orienteret om det. Det ærgrer mig, at jeg ikke vidste noget. Havde jeg vidst noget, havde jeg fortalt det til forhandlerne. Det er sådan set det, der er hele humlen i det, lød det fra Claus Hjort Frederiksen inden han gik ind i folketingssalen til tredjebehandlingen af finansloven. 

Beskæftigelsesministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at det ikke er praktisk muligt at trække kørslerne tilbage på nuværende tidspunkt.

- Det betyder, at en gruppe pensionister i januar vil få udbetalt en forkert boligydelse og modtage en forkert meddelelse herom. Beløbet vil blive reguleret, så alle får den boligydelse, de er berettiget til efter lovgivningen. Reguleringen vil ske senest i februar 2016. Alle de berørte pensionister vil få et særskilt brev fra Udbetaling Danmark, hvor de informeres om baggrunden. skriver ministeriet i pressemeddelelsen. 

Boligydelse