Løkke afviste i mandags: Nu har Rigspolitiet givet frit lejde

Det er ikke regeringens beslutning, at politiet skal give frit lejde til de migranter, der krydser den danske grænse i Padborg og Rødby. Det er derimod Rigspolitiet selv, der har truffet den beslutning.

- Der er tale om en rent politifaglig vurdering, der bygger på de muligheder, der er i lovgivningen, og på hvad vi har af forpligtelser. Vi kan ikke tilbageholde udlændinge, som ikke søger asyl, og som der ikke er udsigt til, at vi hurtigt kan udsende igen, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i en pressemeddelelse. 

Beslutningen om at det ikke længere er muligt at tilbageholde de tusinder, der i øjeblikket søger til Danmark, blev truffet sent onsdag aften. 

- Vi står i en situation, hvor der ikke er udsigt til, at de pågældende kan returneres til deres hjemlande. Vi kan selvsagt ikke holde så mange mennesker frihedsberøvet på ubestemt tid. Derfor er der ikke andre muligheder, end at vi lader dem være på fri fod, og dermed kan vi ikke forhindre dem i at rejse, hvorhen de vil, siger rigspolitichefen.

Tidligere torsdag har Syd- og Sønderjyllands Politi forklaret, at man på baggrund af nye anbefalinger fra Rigspolitiet har ladet omkring 150 personer rejse videre uden at legitimere sig, sådan som EUs regler ellers kræver. 

Løkke i mandags: Vi skal have en aftale med Sverige først

Politiets håndtering af de mange migranter står i skærende kontrast til den melding, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gav på et pressemøde mandag eftermiddag. Her fastslog han, at det ville være uansvarligt af Danmark at sende flygtninge videre til Sverige uden at have en aftale på plads med landet.

– Vi kan ikke se bort fra vores forpligtelser. Vi kan ikke bare uden videre sende dem til Sverige uden svensk samtykke. Så ville vi gøre netop det, som andre lande har gjort allerede, og som er en af grundene til, at hele det europæiske asylsystem er under stærkt pres. Omvendt er der tale om en helt ekstraordinær situation, og derfor har vi taget initiatv til drøftelser med den svenske regering, sagde statsministeren.

Udlændingeminister Inger Støjberg meddelte tirsdag, at Danmark ikke har lykkedes med at få nogen aftale med Sverige.

TV 2 har hele morgenen forsøgt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), men det er endnu ikke lykkedes.

Rigspolitiet holder en kort pressebriefing klokken 9.45 på Politigården i København, mens statsministeren har indkaldt partilederne til møde om flygtningespørgsmålet klokken 10. 

Gense Lars Løkkes udtalelser fra pressemødet i mandags herunder.