Forbundsformand advarer: Træd varsomt, DF

Dansk Folkeparti burde træde varsomt og holde sig fra at sætte navne på 12 statslige arbejdspladser, som partiet gerne vil have flyttet til provinsen. 

For ved at kaste om sig med navne, skaber man stor usikkerhed blandt medarbejderne, og det kan påvirke arbejdet, siger  Lars Qvistgaard, der er formand for Djøf Offentlig

- Vi skal passe på, at det her projekt ikke bliver en slags overbudspolitik, hvor partierne bare slynger navnene på en masse styrelser ud. Der er ingen tvivl om, at når Dansk Folkeparti kommer med de her 12 styrelser, så gør det indtryk på dem, der er der. Der begynder man at tænke på, hvor man er om et år, og det påvirker styrelsens effektivitet.

Samme melding kommer fra Rita Bundgaard, der er formand for HK Stat.

Ærgerligt at starte med resultatet

- Det ville have været en god ide, hvis man havde ladet være at sætte navn, når man begyndte at tage den politiske diskussion. Alle de medarbejdere, som er ansat i de her styrelser i dag, sidder tilbage med en lang række spørgsmål, som de ikke kan få svar på, siger hun med særlig henvisning til, at spørgsmålet om, hvornår udflytningen kan ske, fylder meget. 

- Det her handler om jo, at medlemmerne skal flytte hele deres familier, og det skal man have en ordentlig proces omkring. Derfor ærgrer vi os over, at man er startet med resultatet først, før man har været igennem en proces, hvor man har diskuteret, hvilke styrelser det kunne være en god ide at flytte ud.

Hør Rita Bundgaard uddybe her:

Ekspert: Effekten er tvivlsom

Ifølge professor og leder ved Center for Landdistriktsforskning, Anne-Mette Hjalager, er det, grundet den sparsomme forskning på området, svært at give et tydeligt svar på, om det overhovedet er en god ide at flytte statslige arbejdspladser til provinsen.

Flere internationale undersøgelser peger dog på, at man skal passe på med at overvurdere den mulige effekt, forklarer hun.

- Man skal passe på med at tro, at der pludselig kommer en masse skattekroner til det pågældende område, for der vil være mange, der pendler til de nye arbejdspladser. Så det med at tro, at der kommer en dynamo i et udkantsområde, skal tages med meget store forbehold.

Venstre vil ikke kommentere liste

Over for TV 2 understreger Dansk Folkeparti, at det ikke nødvendigvis er alle de nævnte, der skal flytte. Men for alle de nævnte gælder det, at de skal indgå i de drøftelser, som partiet skal have med regeringspartiet Venstre om sagen.

Under valgkampen meldte en række centrale Venstre-medlemmer ud med nogle af de samme navne, som Dansk Folkeparti nu bringer i spil.

Det til trods vil erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen ikke kommentere på den meget konkrete liste, som Dansk Folkeparti offentliggjorde mandag aften.

- Vi har skrevet i regeringsgrundlaget, at vi inden Folketingets åbning vil præsentere den plan, som vi har for udflytning af statslige arbejdspladser, og det forholder jeg mig til, siger ministeren, der dog er glad for, at Dansk Folkparti bidrager til debatten.

I Enhedslisten er man grundlæggende enig i, at det er en god ide at flytte statslige arbejdspladser ud af København, men:

- Det kan godt lyde som et quick-fix, når man bare hiver en liste af mange forskellige styrelser op ad hatten uden fagligt at begrunde, hvorfor de enkelte skal flyttes, og hvor de skal flyttes hen, siger Pernille Skipper.

Dansk Folkeparti bringer disse statslige arbejdspladser i spil:

Dansk Folkeparti har tidligere nævnt flere statslige styrelser som kandidater til at blive flyttet ud fra København. Disse styrelser vil Dansk Folkeparti have i spil, når der skal forhandles udflytning:

NaturErhvervsstyrelsen (1100 medarbejdere, heraf 800 i København)

Vejdirektoratet (850 medarbejdere)

Naturstyrelsen (1250 medarbejdere, heraf 400 i København)

Energistyrelsen (300 medarbejdere)

BaneDanmark (2250 medarbejdere)

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) (130 medarbejdere)

Geodatastyrelsen (300 medarbejdere)

Søfartsstyrelsen (cirka 250 medarbejdere)

Miljøstyrelsen (430 medarbejdere)

Kulturstyrelsen (280 medarbejdere)

Styrelsen for Videregående Uddannelser ( - )

VisitDenmark ( - )

Tidligere er blandt andet Sikkerhedsstyrelsen flyttet til Esbjerg (2004), SKAT's betalingscenter til Ringkøbing (2005) og Statsforvaltning Sjælland til Nykøbing Falster (2007).

Kilder: Dansk Folkeparti, styrelsernes hjemmesider mv.