Forargelse over Løkke-kampagne: Dybt ubehageligt

- Trist, trist, trist hvis dette fra S er startskuddet til en beskidt valgkamp blottet for reelt politisk debat.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances partiformand Anders Samuelsen på Facebook som en reaktion på den kampagne, som Socialdemokraterne lancerer fredag. Kampagnene består af et lidet flatterende billede af Lars Løkke Rasmussen og en bunke bilag, ledsaget af slagordene: "Hvem skal betale Løkkes regninger?"

Det har fået Anders Samuelsen til tasterne, hvor han udtrykker sin forargelse over det slet skjulte personangreb på Venstres partiformand.

- Det spiller på laveste fællesnævner på en dybt ubehagelig måde, slutter han af.

Og han er bestemt ikke den eneste, der har luftet sin utilfredshed i forbindelse med den nye kampagne. Flere andre politikere har også meldt sig banen, heriblandt Alternativets Uffe Elbæk og Karina Adsbøl (DF).

Også Mai Mercado (KF) har meget lidt til overs for kampagnen.

- Desværre har flere politiske partier i Danmark travlt med at bruge kampagnekroner på at tilsværte modstanderne frem for at føre deres egen politik frem, skriver hun på Facebook.

Det er dog ikke kun politikerne, som føler sig stødt over personagrebet. Også flere menige Twitter-brugere har givet kampagnen et hånende par ord med på vejen.

Selv havde Lars Løkke Rasmussen ikke meget til overs for det Socialdemokratiske angreb, da han talte med TV 2 torsdag aften.

- Jeg synes, det taler for sig selv, og jeg vil hellere bruge min energi på at fortælle om Venstres politik, siger han.

Kritikken har dog ikke fået Socialdemokraterne til at trække i land. Tværtimod mener partiets politiske ordfører Maja Panduro, at kampagnen generelt er blevet godt modtaget indtil videre.

- Vi oplever faktisk at mange danskere også siger, at de er enige i, at Lars Løkke Rasmussen snart må komme med et svar omkring nulvækst. Hvor skal der skæres ned, og hvem det skal gå ud over? Det er jo bare det svar, vi prøver at få med denne kampagne, siger hun til TV 2.