Helle, husk nu Ricardo

”En 2-0 føring er den farligste i fodbold”.

Sætningen er en af de mange med bevingede ord fra legendariske, nu afdøde fodboldlandstræner Richard Møller Nielsen. En sætning statsminister Helle Thorning-Schmidt kan læne sig op af i dag.

Ricardo havde oplevet det så tit. Og nu er den røde blok – og ikke mindst socialdemokraterne – ved at lave det samme, som banede vejen for det danske fodboldmirakel i 1980’erne.

Ældre danskere som undertegnede kan huske det formidable danske comeback under EM-slutrunden i Frankrig tilbage i 1984 mod Belgien. Bagud 0-2, men i vinderrollen med 3-2, da slutfløjtet kom. Preben Elkjær scorede det afgørende mål ved at løfte bolden over en frembrusende belgisk målmand.

Nu er Helle Thorning-Schmidt ved at genopstå fra den politiske nedtur på en måde, der minder om den lune sommeraften for 31 år siden i Strasbourg. Hun og rød blok har været bagud i meningsmålingerne mindst 0-2. Nu i dag i midten af april er der i hvert fald reduceret til 1-2. Og meningsmålingerne tyder på et vist pres tæt på udligning.

Lars Løkke Rasmussen er ved at sande, at hans 2-0 føring var den farligste.

Inden halvleg

Hvorfor al den fodboldsnak? Jo, lad os føre sammenligningen videre. Hvornår skal Helle Thorning-Schmidt bimle med valgklokken?

Forude venter en halvlegspause. Sommerferien vil betyde et afbræk i den politiske debat. Danskerne får sundt nok andet at tænke på. Selv kommentatorer og politikere. Lige nu har Helle Thorning-Schmidt et momentum og det burde være indlysende, at det er modstanderne i blå blok og ikke hendes røde flok, som har brug for, at der bliver fløjtet til pause.

Bevares, denne analytiker har før ramt ved siden af. Sidste efterår den 19. november mumlede jeg noget om februarvalg. Med et hav af forbehold, men alligevel. Så jeg skal nok vare mig for at sige 9. juni. Det er kun til internt brug og valget kan komme hurtigere.

En meget erfaren parlamentariker brugte ellers en af påskedagene til at fortælle mig om det kloge i at vente med valget til allersidste udkald. Økonomiske nøgletal vil være endnu bedre efter sommerferien. Massevis af argumenter. Herunder, at de to afgørende danske mål dengang mod Belgien jo kom i 2. halvleg.

Tænk, tænk, tænk

I et andet spil, der også minder om politik – nemlig skak – taler man endda om at sidde på hænderne. Det indlysende træk er ikke altid det bedste. Tænk, tænk, tænk en ekstra gang og brug mere tid.

Problemet er bare, at nogle skakspillere alligevel i den sidste ende sætter alt over styr. De tænker nemlig så længe, at de kommer i tidnød inden for den betænkningstid, der er til rådighed.

I turneringsskak er betænkningstiden ganske vist kun et par timer. I politik siger grundloven fire år. Men også tidnøden tilsiger Helle Thorning-Schmidt at bimle med klokken snart.

Og så kan denne kommentator jo pege på min analyse fra 23. maj sidste år. Det var dengang, Lars Løkke Rasmussen kæmpede for sin formandspost i Venstre.

Hvad sagde jeg der til mine egne spørgsmål, da jeg spurgte mig selv, om Lars Løkke Rasmussen stadig formand for Venstre ved næste valg? Mit svar var ja. Bliver han statsminister? Mit svar var nej.

Dengang for snart et år siden blev min spådom om rød valgsejr nærmest grinet ud af Christiansborg.

Den, der ler sidst, ler bedst. Når nu man ved, at 2-0 føringen er den farligste.