Derfor kommer valget i februar

Vi bringer en advarsel: Hvis du ikke er til politiske gætterier, kandestøberier og noget, der er om et par måneder enten er indsigtsfuldt eller vitterligt vås, så klik videre. Men ellers er her de gode argumenter for, at Helle Thorning-Schmidt bimler med valgklokken kort inde i det nye år, så vi skal til valgurnerne i begyndelsen af februar.

Beslutningen er hendes helt egen. Hvis nogle påstår, at de ved noget, så spis brød til. Naturligvis vil regeringspartneren, den radikale leder Morten Østergaard blive taget i ed, men først på et tidspunkt, hvor han ikke kan sige nej.

Råd får Helle Thorning-Schmidt mange af og selvfølgelig diskuterer hun datoen med sine nærmeste rådgivere, Bjarne Corydon og sikkert også Henrik Sass Larsen. Men ikke mange flere. Sandsynligvis er Helle Thorning-Schmidt stadig i tvivl. Hendes socialdemokratiske forgænger Poul Nyrup Rasmussen fortalte engang om valgudskrivelsen i 1998: ”Jeg var usikker, da jeg gik i seng aftenen før. Men da jeg stod op, så mig selv i spejlet og sagde: Jeg gør det, steg kampgejsten i samme sekund så meget, at det var det eneste rigtige”.

Men hvorfor februar? Meningsmålingerne er i bund og ville det derfor ikke være bedre at vente i håb om, at noget viser sig? Modspørgsmål: Hvad skulle det være? De økonomiske udsigter er stadig disede, blæsende, klamme og halvkolde som en novembermorgen. Regeringsøkonomerne er snarere for optimistiske end det modsatte. Der er ingen grund til at tro, at Helle Thorning-Schmidt får medvind fra jobfest, forbrugeroptimisme og himmelflugtende huspriser.

I forkøbet:

Et hurtigt valg kommer derimod overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i forkøbet. Bevares, forventningen hos ledende ministre er, at det ikke bliver så svært denne gang. Men alligevel. Det kan sagtens ende med sammenbrud og forligsmand. Der er altid en gruppe på krigsstien og finansminister Bjarne Corydon har ikke millioner som Lars Løkke, da han som finansminister i 2008 løftede sygeplejersker og hjemmehjælpere.  Heller ikke, selvom forventningen i fagbevægelsen er lønforhøjelse, når de nu ikke fik noget for to år siden.

Køreplanen er forhandlinger i perioden 5. februar til 1. marts. Men meget kan gå galt. Og så har vi endda ikke nævnt Corydons 2020 plan med 12 milliarder hentet på såkaldte effektiviseringer i den offentlige sektor parret med folkeskolelærere, der givet er i drillehumør uden følelse af at skylde nogen noget.

Det er langt fra sikkert, at socialdemokraterne kan forvente den nødvendige stigende sympati fra de mange offentligt ansatte, hvis valgkamp og vælgerkryds følger lige efter urafstemninger i april uden reallønsfremgang. Så er en Thorning-sejr i maj et dødfødt projekt.

Fortrydelsesret

Naturligvis er der fortrydelsesret. Statsministeren kan stadig sidde i dag og satse på forårsvalg og så alligevel vente. Udløbsdatoen er jo først 15. september på fire-årsdagen for det seneste valg, hvor det så ikke er Helle Thorning-Schmidt, men Grundloven, der afgør sagen.

Men at vente så længe er ren politisk hasard. Sommeren bliver så et politisk helvede med meldinger af enhver art. Også fra hendes egne med soloudbrud overalt, hvor socialdemokratiske mandater hænger i en tynd tråd. Alt sammen noget, der trækker mere fra hos vælgerne end lægger til. En Thorning på ferietur til det sædvanlige sydfranske med mand og børn vil næppe være det politisk klogeste.

Hvad værre er: Noget uforudsigeligt kan ske. Som da Anders Fogh Rasmussen med nytårstalen i 2005 havde tænkt sig at lægge op til valg. Det forbød sig på tragisk vis, da tsunamien i Sydøstasien dikterede landesorg og ikke valgfeber. Fogh havde tid til at vente et par uger. Det vil Thorning ikke have i august.

Rød enighed

Vintervalg derimod vil stadig være præget af rød enighed om finanslov. Helle Thorning-Schmidt har endda muligheden for at bruge sin nytårstale som trampolin ind i en valgkamp. Selvom – indrømmet – det ikke på stående fod er let at se et tema, som kan sætte dagsordenen hos vælgerne på niveau med en Lars Løkke, der for fire år siden pludselig fik vælgerne op af sofaen med talen om indgreb mod efterlønnen. En økonomisk ansvarlighed, der var lige ved at give ham det nødvendige comeback på valgdagen.

Uanset hvad. Helle Thorning-Schmidts eneste mulighed for at fortsætte som statsminister er at vende stemningen under selve valgkampen. Hun får intet foræret af tidspunktet, men kan altså tværtimod sætte meget over styr. Kampformen bliver afgørende. Præcis som den blev det for Nyrup i 1998 for at vende tilbage til ham. Og som vi alle husker: Nyrup kom håbløst fra baghjul og vandt. Four more years.