Massiv opbakning til Løkkes håndværker-løfte

Det skal igen være muligt at få tilskud til hjælpen med børnepasningen, havearbejdet og renoveringen af boligen, hvis det står til danskerne.

I en ny meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken, svarer hele 73 procent, at de er tilhængere af at genindføre den såkaldte BoligJobOrdning, mens blot syv procent af de adspurgte er imod at genindføre ordningen.

Dermed er der massiv opbakning til Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens valgløfte fra sidste uge – her lovede han at genindføre ordningen, hvis Venstre får regeringsmagten efter valget. Og endda at genindføre ordningen med tilbagevirkende kraft.

- Danmark skal have gang i hjulene igen, og derfor er det altså en dårlig idé at afskaffe en ordning, som har været en succes. Kommer valget her til foråret, så genindfører vi den ordning, og det bliver fra 1. januar 2015. Så min anbefaling er, at man gemmer sine kvitteringer derude, sagde Lars Løkke Rasmussen til TV 2 21. januar.

Uenighed om effekten

Regeringen afskaffede ved årsskiftet BoligJobOrdningen med den begrundelse, at ordningen har været for dyr i forhold til antallet af arbejdspladser, den skabte.

Ifølge finansministeriet kostede BoligJobOrdningen sidste år statskassen cirka 1,5 milliarder kroner og skaffede i alt 1.500 job.

Lars Løkke Rasmussen insisterer dog på, at BoligJobOrdningen har en gavnlig effekt på den danske økonomi.

- Meget af den her type arbejde (som ordningen dækker, red.) er meget dyrt i almindelige danskeres øjne. Det er derfor, at overlægen står og maler sit plankeværk i weekenden i stedet for at gøre det, som han er god til, nemlig at lave en ekstra operation henne på sygehuset, lyder det blandt andet fra Venstre-formanden.

Flertal i alle partier

Politisk ser Det Konservative Folkeparti gerne fradraget forhøjet fra de nuværende 15.000 kroner til 30.000 kroner, mens Liberal Alliance tøver med at ville lægge stemmer til en genindførsel af ordningen.

Lars Løkke Rasmussen kan, ifølge den seneste Megafon-måling, dog glæde sig over, at der er flertal blandt alle partiers vælgere for en genindførelse af ordningen.

Se Anders Langballes - TV 2's politiske redaktørs - analyse af målingen øverst på siden.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter