Håndværkerfradrag: LA tøver med at give Løkke blåt flertal

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, fastslår onsdag, at Venstre går til valg på at få genindført boligjobordningen. Og det skal ske med tilbagevirkende kraft, så danskerne også kan få fradrag for arbejde udført i 2015, hvor ordningen ellers er udløbet.

Ifølge Ritzaus oplysninger er Dansk Folkeparti og De Konservative positive over for forslaget. Men hos det sidste parti i blå blok, Liberal Alliance, tøver man.

- Det er til forhandling efter et valg, siger Ole Birk Olesen.

Det lyder ikke, som om du er særlig begejstret for Venstres forslag?

- Vores syn på boligjobordningen er velkendt. Så kan jeg forstå, at de andre borgerlige partier gerne vil have det her, og det må vi så forhandle om efter valget.

- Vi har nogle andre ting, vi hellere vil bruge pengene på, og så må vi forhandle om det, siger Ole Birk Olesen.

Samuelsen: En ikke ret sympatisk ordning

Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, har tidligere været meget direkte i sin kritik af boligjobordningen.

På sin Facebook-profil fremhæver Anders Samuelsen 3. januar boligjobordningen og Venstres brug af den som et eksempel på, hvad han "IKKE håber bliver standarden for valgkampen":

"Venstre prøver at bilde os ind, at udgiften til at få rengjort huset var 460 kroner sidste år på grund af håndværkerfradraget. Og at prisen nu stiger til 690 kroner.

Sandheden er, at det kostede præcis det samme sidste år, som det gør i år. Forskellen er blot, at man sidste år tvang naboen til at betale en del af regningen via et skattefradrag, ikke alle kunne få del i.

Det hedder omfordeling på den ikke ret sympatiske måde" skriver Anders Samuelsen på Facebook.

Han mener, at pengene kunne være bedre brugt på eksempelvis skattelettelser eller en nedbringelse af underskuddet på statens finanser.

Statsstøtte til bestemte brancher flugter generelt dårligt med de liberale grundholdninger i Liberal Alliance.

Cepos er kritisk

Også i den liberale tænketank Cepos er cheføkonom Mads Lundby Hansen skeptisk over for forslaget fra Lars Løkke Rasmussen:

- Jeg er kritisk over for en genindførelse af boligjobordningen, og også hvis det sker med tilbagevirkende kraft. Ordningen giver grundlæggende en skævvridning af økonomien, og det gavner ikke væksten på sigt.

- Boligjobordningen vil blandt andet betyde, at man giver statsstøtte til byggeprojekter, der alligevel ville blive gennemført uden støtte, siger Mads Lundby Hansen.

Her kan du se, hvad Lars Løkke Rasmussen sagde, da han tidligere onsdag fortalte, at Venstre vil genindføre håndværkerfradraget med tilbagevirkende kraft:

Sådan fungerede håndværkefradraget

Har du fået lavet arbejde i din bolig, der kan gå ind under håndværkerfradraget, kan du fradrage op til 15.000 kroner per voksen person i husstanden. Fradrager du det maksimale beløb på 15.000 kroner sparer du cirka 5.000 kroner i skat.

Ægtepar eller samboende kan fradrage i alt 30.000 kroner og på den måde kan de spare 10.000 kroner i skat.

Det er håndværkernes arbejdsløn, du kan fradrage.

Håndværkerfradraget gælder kun for arbejde udført inden 1. januar 2015. Har du endnu ikke betalt for håndværksarbejdet, der blev udført inden nytår, skal arbejdet betales senest den 28. februar 2015, hvis du vil have del i fradraget.