Angriber ministerkollega: Vi skal ikke være et stikkersamfund

Skatteminister Benny Engelbrechts planer om at genindføre den sladretjeneste hos Skat, hvor personer anonymt  kan angive medborgere for at snyde, falder tilsyneladende ikke i god jord hos manden, der for mindre et år siden afskaffede den selvsamme tjeneste.

På Twitter skriver den nuværende økonomi- og indenrigsminister, Morten Østergaard (R) således:

- For mig er det fundamentalt, at DK hverken skal være et overvågnings- eller stikkersamf. #DetHandlerOmMennesker og måden vi lever sammen på.

Langballe: Et hårdt angreb på Engelbrecht

Tweetet er ikke direkte adresseret til Benny Engelbrecht og hans initiativ til at genoplive sladretjenesten, men for TV 2's politiske redaktør Anders Langballe er der ingen tvivl om, hvordan det skal tolkes.

- Morten Østergaard langer meget hårdt og direkte ud efter Benny Engelbrechts melding i dag, siger Anders Langballe og tilføjer om forholdet mellem de to regeringspartier:

- Jeg kan ikke forstå det her som andet end et klart billede på, hvor anspændt situationen egentlig er mellem Socialdemokraterne og Radikale Venstre i øjeblikket. Der er ingen tvivl om, at S-R forholdet i øjeblikket er meget belastet. De har det faktisk ganske skidt med hinanden for at sige det direkte. Det her er selvfølgelig en lillebitte ting, men set i den sammenhæng er det en meget klar radikal markering og en direkte konfrontation til Benny Engelbrecht.

Tilbage i februar 2014 forklarede Morten Østergaard til Berlingske, hvorfor han afskaffede sladretjenesten.

- Jeg bryder mig ikke om, at man skal animere folk til at angive hinanden anonymt; at vi skaber et samfund, hvor vi går og skuler mistænkeligt efter andre og lurer over hækken hos folk ved enhver given lejlighed for at tjekke, om de snylter på fællesskabet og snyder i skat, sagde Morten Østergaard til Berlingske. 

Til TV 2 News sagde Benny Engelbrecht tidligere på dagen, at nye opgørelser fra andre myndigheder med lignende ordninger viser, at de ikke modtager flere anmeldelser, samt at de ubegrundede blive færre. Noget som ifølge skatteministeren er med til at lette administrationen.  

- Jeg kan godt forstå, han (Morten Østergaard, red.) har forholdt sig til det på den måde på det tidspunkt, men nu har vi ny viden, og det er selvfølgelig det, jeg forholder mig til. Min hensigt er ikke, at det her skal skabe flere anmeldelser, sagde han.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Morten Østergaard, det er endnu ikke lykkedes.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter