Blå blok vil gøre svin og gødning til en del af valgkampen

Partilederne i blå blok er opsatte på at få gjort forholdene for landbrug- og fødevaresektoren til et stort emne i den valgkamp, der venter forude.

Sådan lyder vurderingen fra TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen, efter at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, DF-formand Kristian Thulesen Dahl og K-formand Søren Pape Poulsen tirsdag i en kronik har præsenteret et fælles udspil, der på en række områder skal lempe reglerne på landbrugsområdet.

- Det her er altså ikke bare et udspil, præsenteret af et par ordførere. Det er de tre partiledere, der viser, at de står sammen om det her. De gjorde noget lignende for nylig, da de præsenterede en samlet politik i forhold til ungdomskriminalitet, siger Peter Lautrup-Larsen og fortsætter:

- Så det er tydeligt, at de udvælger sig nogle områder af mere eller mindre værdipolitisk karakter, hvor de er enige, og som de agter at tage med ind i valgkampen.

Taler til ”blå Bjarne”

Ifølge Peter Lautrup-Larsen har de borgerlige partiledere især øje på den vælgergruppe, der på Christiansborg bliver betegnet som ”blå Bjarne” – middelklassevælgere, ofte faglærte, der tidligere har stemt socialdemokratisk, men som på det seneste i stigende grad har sat krydset ved Venstre og Dansk Folkeparti.

- I 30 år har landbruget været i defensiven, og det er et område hvor man kan se, at arbejdspladserne nu er truet. Og det er klart, at det bliver en del af valgkampen, ikke mindst i forhold til ”blå Bjarne”, som for eksempel er slagteriarbejder, der føler sig presset af globalisering, østeuropæisk arbejdskraft, at lønnen bliver trykket og hele den diskussion, siger Peter Lautrup-Larsen og fortsætter:

- Det er jo lige netop de her ”blå Bjarner”, Helle Thorning skal vinde tilbage i stort tal, for at have en chance ved det kommende valg. Det ser det ud til at knibe det med, og det er her man hos blå blok forsøger at sætte ind, både i forhold til ungdomskriminalitet og nu landbruget. For det er emner, der optager den her vælgergruppe.

Samtidig forklarer TV 2s politiske analytiker, at blå blok gnider sig i hænderne over, at Karen Hækkerup - der indtil for få måneder siden var socialdemokratisk minister – nu som direktør i Landbrug & Fødevarer roser det blå udspil:

- Ønskescenariet for Venstre er, at det ikke er Løkke, der skal sidde og slås på TV med de røde. Det bedste for dem ville være, at det var fødevareminister Dan Jørgensen, der sloges med Karen Hækkerup – så kunne de læne sig tilbage, mens to socialdemokrater stå og hiver hovedet af hinanden. 

Landbrugsforslagets 16 punkter:

Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative har sammen fremlagt en lovpakke med 16 punkter, der skal gøre det lettere at være landmand.

  1. Landmænd skal have lov til at gøde mere. Partierne vil fjerne danske særregler, der begrænser udledningen af kvælstof
  2. Svineproducenterne skal have lov til at have flere svin pr. hektar jord. I dag må landmændene producere, hvad der svarer til 1,4 dyreenheder pr. hektar jord. De tre partier vil have det hævet til 1,7.  Organisationen Landbrug og Fødevarer vurderer, at det vil øge svineproduktionen i Danmark med én til halvanden million slagtesvin om året
  3. Handlingsplan for en ny og mere målrettet regulering, der er en forudsætning for at lempe reglerne for gødning
  4. Krav om randzoner og efterafgrøder fjernes
  5. Regulering af staldanlæg og markarealer adskilles. Reglerne for ammoniakfølsom natur ændres
  6. En række grøfter og afvandingskanaler skal ikke længere karakteriseres som vandløb og skal tages ud af vandplanerne
  7. Den danske særregel om, at landmænd ikke må foretage jordbearbejdning inden 1. november ophæves
  8. Der skal laves en samlet strategi for kontrollen af erhvervet
  9. Landbruget skal have en konkurrencegaranti, der tilføres penge til sektoren
  10. Hurtigere og mere effektiv behandling af miljøgodkendelser. Det skal maksimalt tage et halvt år at behandle miljøgodkendelser
  11. En sikring af, at Danmark ikke i fremtiden indfører krav, der er skrappere end EU har lagt op til eller skrappere end vores nabolande har indført
  12. Vækstplan for dansk akvakultur
  13. Gøre økologi mere konkurrencedygtig, blandt andet ved at tilpasse dyrkningsregler til nabolandenes regler
  14. Statstilskud til kødkontrol på små slagtehuse hæves
  15. Bedre adgang til finansiering og etableringslån til unge landmænd og fiskere
  16. Fiskeriet inddrages i landbrugets finansieringsbank