Den kroniske konservative krise

ANALYSE: Det Konservative Folkeparti har været i krise i så mange år, at det efterhånden ikke længere er en nyhed. Det er den nye normaltilstand. Nu fylder partiet så 100 år. Tillykke med det, men der er ikke meget at fejre.

I den nordlige ende af vandrehallen på Christiansborg hænger de tidligere statsministre på rad og række malet på lærred.

Politisk danmarkshistorie og kunsthistorie samlet på ét sted. Poul Schlüters portræt er interessant på flere måder. Maleriet er nok det største af dem alle, og det er lavet i frøperspektiv. Statsministeren er bogstaveligt talt portrætteret som en stor mand, der kigger ned på beskueren.

Måske det siger mere om undertegnede end om maleriet, men jeg får altid fornemmelsen af, at gamle Schlüter ser lidt overbærende på mig. Jeg tænker, at de konservative tillidsrepræsentanter må føle det på samme måde, når de står der i vandrehallen og kigger op på koryfæet.

Måske aner de også en smule bebrejdelse i hans øjne. Det er svært at forestille sig, at Poul Schlüter er imponeret over, hvordan den konservative arv er blevet forvaltet efter at han stoppede i politik ved sin udtræden af Europa-Parlamentet i 1999.

Hvordan gik det så galt?

Ikke forstået sådan at Schlüter var perfekt. Da han forlod den konservative skude, var den allerede på vej ned. Regeringstiden havde slidt, og partiet var faldet fra 23,4 procent af stemmerne i 1984 til 16 procent i 1990. Og tamilsagen hjalp ikke yderligere på det. 

Men 16 procent er stadig et kanonresultat, hvis man sammenligner med det seneste valg, hvor kun 3,4 procent af danskerne stemte på partiet. Jeg gentager: 3,4 procent (!). Jeg minder om, at spærregrænsen er 2 procent.

Så hvordan gik det så galt? Hvordan er det gået til, at man siden Schlüter har formøblet en relativ bred opbakning i befolkningen? Forklaringen er givetvis kompleks, men to forhold springer alligevel i øjnene. Interne magtkampe og mangel på kvalificeret politisk ledelse. To sider af samme mønt vil nogle mene.

Magtkampene i 1990’erne med Hans Engell, Per Stig Møller, Henning Dyremose, og Pia Christmas-Møller i hovedrollerne trak blodspor i partiet i mange år. Ja, vel sagtens i årtier. Energien blev brugt på at slås (med hinanden vel og mærke) i stedet for at udvikle politik og kurtisere vælgerne.

Konsekvensen var en dalende opbakning i befolkningen - partiet faldt fra 15 procent af stemmerne i 1994 til 8,9 procent i 1998.

Fejlene fra nullerne

I 2000’erne blev den evige konservative borgerkrig så endelig kvalt. Bent Bendtsen blev formand, og han formåede i sine næsten ti år på posten at holde ro på partiet. Kritikerne mente for meget. Bent Bendtsen kvalte ikke kun intrigerne, han kvalte også politikudviklingen og de konservatives evne til at stige i meningsmålingerne. Mr. 10 procent kaldte de ham. Og det var vel at mærke ment hånligt. Det kan i dag virke komisk, når man tænker på partiets seneste valgresultat.

Så da Bent Bendtsen overlod posten til Lene Espersen i 2008, skulle dynen løftes. Tina Turners ”Simply the best” rungede i Bella Center, da det konservative landsråd i en regn af konfetti kårede nordjyden til ny formand. Nu skulle den konservative politik udvikles – drømmen om tidligere tiders storhed under Poul Schlüter levede igen. Man var endelig vågnet.

Og Lene Espersen gik da også ret hurtigt i gang med at redefinere det konservative projekt. Det stærkeste eksempel er fra 2009, hvor hun besluttede sig for at falde de offentlige ansatte om halsen. De var de nye kernevælgere. Den offentlige sektor var det nye konservative projekt. De konservative skulle kendes på andet end fædrelandskærlighed og modstand mod topskat.

Satsningen slog fejl. Og det gjorde Lene Espersen også. Hun holdt kun to år som formand. Under hendes ledelse gik partiet fra omkring 10 procent i vælgeropbakning til 5 procent.

Men hvad værre var, at Lene Espersen havde givet plads til det nye borgerlige parti Liberal Alliance. Hendes satsning på det nye konservative projekt havde efterladt det gamle ubevogtet. Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll havde erobret lavere topskat som deres mærkesag. Og samtidig havde Dansk Folkeparti cementeret sig som partiet med den hårdeste retspolitik.

Mærkesagerne, der forsvandt

Da det gik op for de konservative, hvad der var sket, var det for sent. Mærkesagerne var væk, og med dem også opbakningen i befolkningen.

Det er kombinationen af et manglende politisk projekt og vigende opbakning i befolkningen, der er de konservatives største problem i dag. Det udgør en form for politisk kviksand. Partiet har ikke styrken til at generobre mærkesager med reel vælgermæssig klangbund, og man er derfor tvunget til at slå sig op på politiske nichemeldinger. Grundskyld er det bedste eksempel. Sådan er det at være i bunden af den politiske fødekæde. Man må tage, hvad de andre ikke vil have. Problemet er bare, at nichesager har et lille publikum og derfor også en begrænset effekt. Partiet ligger bomstille i målingerne.

Nu er det så blevet Søren Pape Poulsens ansvar at redde jubilaren. Endnu uden held. Ja, partiet er sådan set faldet i opbakning, siden han kom til.

Søren Pape har brugt starten af sin formandstid på at overleve. Fokus har været på ikke at begå fejl, der kunne have kostet ham eller hans parti deres sæde i Folketinget ved valget i juni. Sikkert en isoleret klog strategi, og den er da også lykkedes. Men det er bare ikke nok.

Hvornår ser vi Pape alene på scenen?

Søren Pape står i spidsen for et parti i krise, der er behov for en formand, der træder i karakter. En kapacitet der kan opveje bare nogle af de ods, partiet har imod sig. Formanden bliver nødt til at være en kraft i sig selv.

Det er Søren Pape Poulsen ikke endnu. Spørgsmålet er, om han bliver det, Som tiden går, begynder jeg at komme i tvivl. Hvornår er det, at vi ser Søren Pape Poulsen alene på den politiske scene – uden rådgivere, talestreger og strategiplaner? Der, hvor mus bliver til mænd. Der, hvor politikeren agerer på egen hånd, agerer på sin erfaring, intelligens og mavefornemmelse – det, der kendetegner toppolitikere som Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl.

Søren Pape Poulsen må derfor indtil videre betegnes som en svag partileder. I hvert fald udadtil. Og det vel og mærke for et parti der er i vælgermæssig krise og som kæmper med at genfinde sin politiske berettigelse.

Alt dette bliver dog gemt væk de næste dage. Nu skal partiet fejre sig selv. Blandt andet er der en stor reception i Fællessalen på Christiansborg. Alle landets spidser kommer. Men skulle nogle af de konservative gæster forvilde sig op til Poul Schlüters portræt på 1. salen, så gad jeg godt vide, hvad de i virkeligheden tænker.

Tillykke til Det Konservative Folkeparti med de 100 år.