Umage alliance: Drop masseovervågning, Pind

Justitsminister Søren Pinds forslag om at genindføre sessionslogning af alle danskere møder igen modstand.

Fire ordførere har nu valgt at stå sammen om en opfordring til Søren Pind: Drop sessionslogningen af samtlige danskere.

Det er Pernille Skipper (EL), Christina Egelund (LA), René Gade (AL) og Sofie Carsten Nielsen (RV), der sammen har sendt et debatindlæg til Berlingske, hvor de kalder sessionslogningen for en katastrofe.

Ekstremt voldsomt indgreb​

De slår blandt andet på, at en revision af loven aldrig er blevet gennemført. Og det er ikke okay at lave en så vidtgående lov, uden at se på, hvad konsekvenserne har været af den tidligere logning samt teleovervågningen, mener retsordfører i Enhedslisten, Pernille Skipper.

- Sessionslogning er et ekstremt voldsomt indgreb i frihedsrettighederne overfor borgere, der ikke er mistænkt for noget kriminelt. Vi er nødt til at få loven vurderet indholdsmæssigt og få belyst, hvor meget den registrerer, om den har virket og hvor mange EU-lande der har fået underkendt lignende lovgivning af EU-domstolen, siger Pernille Skipper til TV 2.

Søren pind har på Twitter skrevet, at det er en forsimpling at kalde logningen for masseovervågning, men det er retsordføreren langt fra enig i.

- Overhovedet ikke. Det er jo definitionen på, at man overvåger masserne. Det står i modsætning til målrettet overvågning, siger Pernille Skipper.

For hende gør det ingen forskel om borgernes data ligger hos politiet eller decentralt hos teleselskaberne.

- Registreringen er i sig selv principielt forkert - fuldstændig ligegyldigt hvem der opbevarer oplysningerne. Alle kan lave fejl, siger Pernille Skipper og henviser til blandt andet CSC-sagen, hvor det lykkedes en hacker at bryde ind hos netop et privat firma.

25 organisationer anbefaler at vente

Hos Liberal Alliance mener it-ordfører Christina Egelund, at overvågningen vil give mindre frie borgere.

- Det er absurd, at Søren Pind og regeringen i kampen for de grundlæggende frihedsrettigheder vil lade borgernes ret til privatliv indskrænke så voldsomt, som der er lagt op til med det nye forslag om masseovervågning af alle danskeres internettrafik. Frie borgere er grundlaget for et sundt demokrati," skriver Christina Egelund i en pressemeddelelse.

Hun bakkes op af Alternativet.

- Hvis der er en begrundet mistanke om kriminalitet at gå ud fra, skal næste skridt være en retskendelse, inden der kan foretages overvågning - men sessionslogningen er jo en decideret kortlægning af alle danskeres digitale færden, og det er et stort skridt i den helt forkerte retning," skriver René Gade, ordfører for digitale frihedsrettigheder og it-ordfører i Alternativet.

Forslaget har fået megen omtale, og mandag meldte 25 organisationer ud, at man på det kraftigste anbefalede at udskyde loven, til den var blevet bedre belyst.

- Lad os nu holde sammen på retsstatens grundprincipper, vælge målrettede og effektive værn mod terror og ikke underminere de grundlæggende demokratiske værdier, som netop dem vi kæmper imod, ønsker at vi skal. Jeg sætter min lid til, at Venstrefolk med værdierne og ryggraden på plads, får stoppet det her. Det er nu, I skal sige fra, skriver retsordfører Sofie Carsten Nielsen (R) i pressemeddelelsen.

Tre partier har mandater nok

Skulle Søren Pind vælge at sidde kritikken overhørig, så bliver det muligvis ikke noget problem for ham at få politikken gennemført.

Hos Dansk Folkeparti har retsordfører Peter Kofod Poulsen nemlig allerede meddelt, at man ikke kan få indført sessionslogning hurtigt nok. Så Venstre mangler kun at overbevise Socialdemokraterne, for at skabe flertal for at indeføre overvågningen. Og Trine Bramsen vil lytte til Venstre.

- Vi vil se forslaget, før vi forholder os til det. Men der er ingen tvivl om, at det er et problem, at terrorister kan kommunikere frit på internettet. Derfor skal der findes løsninger, har retsordfører Trine Bramsen (S) sagt til Ritzau.

Hør Søren Pind forsvare genindførelsen af sessionslogning i videoklippet øverst i artiklen.