Danske ministre skal stå skoleret i EU: - De er som yin og yang

Meget usædvanligt sender Danmark hele to ministre til Europa-Parlamentet mandag, efter at en afstemning i parlamentet har afgjort, at Danmark skal give en forklaring på regeringens førte asylpolitik.

Både udenrigsminister Kristian Jensen (V) og udlændinge- integration og boligminister Inger Støjberg (V) skal således stå skoleret i Europa-Parlamentet, og netop disse to ministre kan komme til at danne et særdeles umage par.

Det mener politisk kommentator Søs Marie Serup, som vurderer, at de to Venstre-politikere har to meget forskellige agendaer.

- Det er værd at notere sig, at de to ministre har været uenige, hvor det netop var Kristian Jensens anke, at asylpolitikken var symbolpolitik. Han forudså den situation, han nu står i, siger Søs Marie Serup og henviser til lækagen fra regeringens koordineringsudvalg i begyndelsen af januar, hvor det kom frem, at Kristian Jensen ønskede at udskyde den nu indførte grænsekontrol.

Søs Marie Serup mener, at det er problematisk for regeringen, at de to ministre har to så forskellige budskaber.

- Regeringen har hele tiden haft to udlægninger af egen politik. En til det strengt globale marked og en, der har haft til formål at få folk til at vælge andre lande end Danmark at søge asyl i.

- De sender derfor to ministre, fordi ingen af de to ministre alene favner regerings politik. Det er som yin og yang, der bliver sendt afsted, siger hun.

- Støjberg er en fighter

Når de to ministre mandag skal forsvare den danske asylpolitik foran Europa-Parlamentets 751 medlemmer, forudser Søs Marie Serup, at det bliver udenrigsminister Kristian Jensen, som fører ordet.

- Nu er diskussion om Danmarks image nået et punkt, hvor det begynder at blive kritisk. Det er ham, der har flest stjerner, og det er ham med flest stjerner, og det er ham, der har den positive fortælling om Danmark med i kufferten, siger hun.

Alligevel bliver det svært for integrationsminister Inger Støjberg at undgå kritiske spørgsmål i parlamentet, og Søs Marie Serup forudser, at der kan være flere mere rabiate parlamentarikere, der kan have en national interesse i at kritisere den danske regering.

- Man har ikke brug for, at Inger står og får blodet til at koge. Hun er en fighter og værdikriger, så hendes instinkt kunne godt være at stikke en lussing til svenskerne, eller skælde ud på nogen af de lande, der har fået Schengen til at se dårligt ud.

- Men hun er så disciplineret, at det nok ikke kommer til at ske, siger Søs Marie Serup, som vurderer, at en anden faldgruppe for Inger Støjberg kan blive hendes sproglige kundskaber.

En komisk situation

Ifølge kommentatoren er Integrationsministerens engelskkundskaber nemlig ikke så gode som Kristian Jensens.

- Hvis der opstår en sproglig uklarhed, så skal der ikke så meget til, før en udtalelse bliver skarpvinklet og eksploderer, siger Søs Marie Serup.

Hun vurderer, at det bliver en ubehagelig situation for de to ministre, der er tvunget til at vælge deres ord med yderste omhu.

Det faktum, at de to ministre repræsenterer hver deres agenda i forhold til Danmarks image, gør hele seancen spektakulær, mener Søs Marie Serup.

- Hvis ikke emnet var så alvorligt, så ville det være en komisk situation, siger hun.