DF: Nu skal det være lovligt at hænge indbrudstyve ud

Kun grækerne oplever flere indbrud i private hjem i EU end danskerne. Og flere eksempler viser, at politiet har måttet prioritere opgaver på bekostning af at efterforske indbrud.

Det frustrerer hr. og fru Danmark, og det er dem, Dansk Folkeparti i dag forsøgte at komme i møde med et beslutningsforslag, der – hvis det bliver vedtaget – vil gøre det lovligt at offentliggøre foto- eller videooptagelser af indbrudstyve på sociale medier og hjemmesider.

- Vi så nogle sager sidste år, hvor ganske almindelige mennesker, der ikke havde gjort noget galt, men som havde været ofre for indbrud og tyverier. De følte ikke, der skete noget i deres sager. De blev henlagt eller tog meget lang tid, hvor man fik rimelig store bøder, selv om man bare ville bidrage til at finde gerningsmanden, siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsen til TV 2.

Vedtaget bliver forslaget dog næppe. Hele syv partier vendte tommelfingeren nedad under førstebehandlingen af forslaget tidligere torsdag.

'Opgør med retsstaten'

Lige fra SF’s retsordfører Lisbeth Bech Poulsen, der kaldte det ”et opgør med retsstatens princip om at man er uskyldig til det modsatte er bevist” til den radikale ordfører Emrah Tuncer, der begrundede partiets nej med, at man risikerer at hænge de forkerte ud.

Trine Bramsen, Socialdemokraternes retsordfører, kaldte forslaget et ”brud med retsstatens principper”.

- Vi ser gerne ser på hvordan vi kan begrænse antallet af indbrud, på hvordan politiet arbejder og om politiet har resurser nok. Men vi er tilhængere af et retssamfund, og det betyder, at vi tager kraftigt afstand fra selvtægt, sagde hun.

Alternativets Nikolaj Amstrup kaldte forslaget ”et skridt i den forkerte retning”.

- Det fremgår klart af persondataloven, at man som borger ikke har ret til at dele hvad som helst om andre mennesker, og sådan mener vi, det skal blive ved med at være. Vi har også tillid til, at politiet er bedst til at efterforske, sagde han.

Pernille Skipper, der er retsordfører for Enhedslisten, afviste også forslaget.

- Det er sådan i et retssamfund, at politiet foretager efterforskninger, og at almindelige mennesker ikke må bruge de magtmidler, politiet har. Det er der jo en grund til, for alt andet ville være lig kaos, sagde hun.

Borgerlig forståelse

I den borgerlige blok hørte man en grundlæggende forståelse for tankegangen bag forslaget. Det er forståeligt, at man kan føle både behov og lyst til at gøre noget, lød det fra justitsminister Søren Pind (V), men, sagde han:

- Det er i en moderne Facebook-virkelighed meget indgribende at blive hængt ud som lovovertræder i butikker, på sociale medier eller andre steder. Det kan jo vise sig, at det ikke er den rette person, som udhænges. Desuden vil det i mange tilfælde ikke stå mål med den begåede lovovertrædelse at blive hængt ud, sagde Søren Pind.

Det kan være ganske vanskeligt at slette oplysninger fra nettet såvel som fra den kollektive erindring, ligesom der også er en risiko for misbrug af oplysninger, påpegede han.

- Alt i alt er det min opfattelse – og det har ikke været uden overvejelse kan jeg så sige til Dansk Folkeparti – at det er en politimæssig opgave at efterforske strafbare forhold. På den baggrund kan regeringen desværre ikke støtte beslutningsforslaget.

LA afviser ikke helt

Lignende toner lød fra Søren Pape Poulsen (K). Indbrud er en krænkelse for ofrene, men Folketingets mindste parti er alligevel endt med ikke at kunne støtte forslaget.

- Vi synes ikke vi har set præciseret i forslaget hvordan man hindrer, at uskyldige bliver hængt ud, sagde Søren Pape Poulsen.

Men hos Liberal Alliance er man ikke helt så afvisende. Partiets 13 MF’ere kan godt ende med at trykke på den grønne knap.

- Det er et klassisk dilemma, hvor det både er fornuftigt at være for og imod. Vi har ikke taget endeligt stilling til forslaget endnu, men glæder os til at høre hvordan man kan undgå misbrug, lød det fra partiets retsordfører Henrik Dahl.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, understreger, at eventuelt uskyldige, der bliver hængt ud har mulighed for at anlægge sag mod dem, der måtte offentliggøre falske billeder af dem.