Joachim B. Olsen overvejer bijob: Vil være Uber-chauffør

Du kan se ’Udenfor Borgen’ på TV 2 PLAY her

 - Jeg er faktisk ved at tilmelde mig som Uber-chauffør, afslørede erhvervs- og beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance Joachim B. Olsen i 'Udenfor Borgen', hvor journalist Michael Robert Wichmann sætter to politikere i stævne, og tager dem med udenfor Christianborgs mure i en kameraovervåget elbil for at få perspektiv på nogle af tidens mest omdiskuterede emner.

I mandagens udgave af programmet skulle socialdemokraten Rasmus Prehn og Liberal Alliances Joachim B. Olsen diskutere den kontroversielle taxatjeneste Uber, hvor man kan hyre en vogn via en app - en klar konkurrent til de mere etablerede taxaselskaber.

Og det er en tjeneste Joachim B. Olsen ser masser af potentiale i.

 - Det muliggør, at almindelige menneskers biler kan blive en potentiel indtægtskilde, forklarer erhvervs- og beskæftigelsesordfører blandt andet.

Rasmus Prehn, der er transportordfører for Socialdemokraterne, fortæller, at han aldrig har kørt med Uber, og heller ikke har lyst til at støtte dem.

 - Der er ingen løn- og arbejdsvilkår i forhold til eksempelvis sygdom eller barsel, argumenterer Prehn.

Det er dog ikke argumenter, der får Joachim B. Olsen til at droppe støtten til Uber, hvor han altså er ved at tilmelde sig som chauffør.

- Jeg synes det er super smart. Vi har også lange sommerferier inde i Folketinget, så kan jeg jo tage nogle dage, hvor jeg kører Uber, fortæller Olsen i 'Udenfor Borgen'.

Mens Rasmus Prehn tilføjer, at han ikke ville have noget imod at køre med Joachim B. Olsen, som er en dygtig bilist, men understreger at han ikke har lyst til at benytte og derved støtte Uber.

Se klippet med den overraskende udmelding øverst i artiklen.

Fakta: Sådan fungerer Uber

  • Uber-chauffører skal godkendes af Uber. Herefter tjener de 80 procent af alle de ture de tager.
  • Amerikanske Uber tjener de resterende 20 procent.
  • Brugerne af Uber finder chaufføren gennem en app på mobiltelefonen, der via GPS kan se hvor brugeren befinder sig.
  • Uber er forbudt i blandt andet Bruxelles, Berlin og Barcelona.
  • Findes i 60 lande og 300 byer.
  • Stiftet i 2009 i USA af Garret Camp og Travis Kalanick. Sidstnævnte er i dag virksomhedens topchef.