R: 100 mio. kr. skal forhindre radikalisering af unge kvinder

- Vi ved, at en del unge muslimske kvinder søger mod radikaliserede miljøer, fordi de føler sig ekskluderet af samfundet.

Sådan lyder det fra De Radikales retsordfører Sofie Carsten Nielsen, der derfor blandt andet foreslår at afsætte 100 millioner kroner over de næste tre år til at støtte indvandrere, der tør tage debatten og kampen mod vold, social kontrol og kulturel dominans op i dele af de danske indvandrer miljøer.

Det sker efter, at der herhjemme og i udlandet er stigende fokus på muslimske kvinders rolle i radikaliserede miljøer, ligesom debattører i årevis har forsøgt at skabe opmærksomhed omkring radikalisering blandt muslimske kvinder.

- Debattører har bragt frem at hvis man ikke griber fat tidligt, så kan marginalisering jo også føre til, at nogen unge kvinder – ligesom vi ved, at rigtig mange unge mænd, desværre – indimellem bliver grebet af den her lyst til at være med til at gøre en forskel på en anden måde – en helt bagvendt, radikaliserede måde. 

Men danske muslimske kvinders kulturelle frigørelseskamp må ikke blive overladt til islamforskrækkede og nationalkonservative kræfter, lyder det blandt andet fra De Radikale:

- Ligestilling og frigørelse kan være med til at underminere terrororganisationen Islamisk Stat (IS), siger Sofie Carsten Nielsen til TV 2. 

Alt for mange muslimske kvinder lever dobbeltliv

Partiet fremhæver, at mens mange indvandrerpiger og - kvinder nu i stor stil kommer i uddannelse og arbejde, så er en tilsvarende kulturel frigørelse ikke fulgt med:

- Social kontrol, kulturel fordømmelse og seksuel undertrykkelse er fortsat hverdag for en hel del indvandrerpiger i Danmark. Alt for mange piger og kvinder fra danske indvandrermiljøer lever et dobbeltliv, hvor deres frie personlige valg hele tiden skal balanceres af respekt for familiens normer, siger Sofie Carsten Nielsen til TV 2.

Derfor vil De Radikale også støtte udviklingen af såkaldte dialogteams, der skal give lærere og pædagoger på de danske folkeskoler redskaberne til at tage dialogen om kulturel og seksuel frigørelse blandt elever og forældre.

- Ekspert-teamet kan også bruges til at gøre op med tabuer, som dominerer i miljøet, når de unge føler, at de ikke kan tale med deres forældre om en række spørgsmål omkring deres religiøse identitet.

Men samtidig har også forældrene også for brug oplysning omkring deres lokale miljø:

- Forældrene mangler værktøjer i tilfælde af, at de har en dreng eller datter, som har interesse for de radikaliserede miljøer. Forældrene mangler konfliktmæglere, som kan træde til, når deres børn vender det døve øre til.

Derudover foreslår De Radikale at støtte initiativer, der skal fremme moskeer i Danmark, hvor kvindelige imamer leder bønne for både kvinder og mænd.

Kvinder i søgelyset efter flere angreb

Kvinders rolle i radikalisering, terrorangreb og tilknytning til terrororganisationen Islamisk Stat (IS) har fået stigende opmærksomhed i udlandet efter blandt andet terrorangrebet i San Bernardino i USA og de to terrorangreb i Paris i januar og november, hvor kvinder spillede en fremtrædende rolle.

I San Bernardino blev 14 mennesker dræbt i et angreb udført af et ægtepar, der havde svoret troskab til IS. I Paris blev en anden kvinde – Hasna Aitboulahcen – dræbt sammen med den formodede hovedmand, Abdelhamid Abaaoud, bag angrebene i Paris i november, da fransk politi efterfølgende stormede en lejlighed, hvor han opholdt sig.

Samtidig er det endnu ikke lykkedes de franske myndigheder at få fingrene i Hayat Boumeddiene, som kort inden terrorangrebene i Paris i januar flygtede til IS-kontrolleret territorier. Hendes partner, Amedy Coulibaly, blev dræbt i forbindelse med angrebet mod et jødisk supermarked.

I Pakistan jagter myndighederne desuden et netværk bestående af 20 kvinder fra velhavende familier. Kvinderne er mistænkt for finansiere angreb udført af IS, ligesom de er mistænkt for at arrangere ægteskaber til støtter af IS.