Espersen skuffet over niecens farvel: Det er en sorgens dag for DF

Næstformand og udenrigsordfører i Dansk Folkeparti, Søren Espersen, er chokeret over europarparlamentarikeren Rikke Karlssons beslutning om at forlade partiet. Udover at være partifælle med hende er han også hendes onkel.

Og derfor ønsker han ikke at gå nærmere ind i sagen. 

- Hun er min niece, så derfor jeg føler mig inhabil i forhold til den konkrete sag. Men det er en sorgens dag. Jeg er meget ked af det og skuffet. Det er en trist dag for Dansk Folkeparti, siger Søren Espersen til TV 2.

Han er ked af hendes beslutning, der også er kommet bag på Dansk Folkepartis frontfigur i Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt. Han afviser, at der er noget at komme efter.

- Vi overholder naturligvis alle de regler, der gælder. Vi har ekstern revision. Vi har intern revision. Det hele offentliggøres. Der er ingen mulighed for, at man kan bruge de her penge uden at det bliver tjekket både i den ene og den anden ende, siger Morten Messerschmidt til TV 2.

Rikke Karlssons exit betyder, at Dansk Folkeparti mister et mandat i Europa-Parlamentet. Fremover har partiet tre mandater ligesom Socialdemokraterne.

TV 2 forsøger stadig at få en kommentar fra Rikke Karlsson.

Hør Morten Messerschmidts kommentar til udmeldingen i videoen herunder.