Socialrådgivere: Nyt kontanthjælpsloft får ledige til at give op

Regeringen skyder helt ved siden af, når den med sit nye kontanthjælpsloft vil skabe et større økonomisk incitament blandt de ledige på kontanthjælp til at komme i arbejde.

I stedet er der behov for uddannelse og støtte til de mange ledige, der bokser med sociale og sundhedsmæssige problemer.

Det siger Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

- Vi ved, at gruppen af kontanthjælpsmodtagere har rigtig svært ved at reagere på det økonomiske incitament, fordi størsteparten af dem har andre problemer.

- Deres uddannelsesniveau er ikke højt nok til at kunne klare sig på arbejdsmarkedet, de har sociale problemer og de har sundhedsmæssige problemer.

- Når man sætter ydelserne ned, oplever de mismod og trækker sig ind i sig selv.

Dansk Socialrådgiverforening efterlyser helt andre strategier for at ruste kontanthjælpsmodtagere til at kunne klare sig på arbejdsmarkedet. Herunder en uddannelsesstrategi.

- Vi ved at den her gruppe er ringe uddannet, og at der i gruppen er en overrepræsentation af depression, angst og sociale problemer.

- Når man bare sætter ydelserne ned, er de ikke i stand til at reagere.

Se hovedpunkterne her

 - Nyt kontanthjælpsloft sætter en grænse for, hvor meget man samlet kan modtage i ydelser fra det offentlige. Loftet fastsættes med udgangspunkt i, at der skal være en større forskel i den disponible indkomst mellem at modtage kontanthjælp suppleret med andre offentlige ydelser og være i beskæftigelse.

-  225-timers regel: Kontanthjælpsmodtagere skal dokumentere 225 timers ordinær, ustøttet beskæftigelse inden for det seneste år på kontanthjælp for fortsat at kunne modtage fuld ydelse.

- Harmonisering af ungeydelserne, så kontanthjælpen til personer under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse reduceres til satsen for uddannelseshjælp.

- Afskaffelse af retten til ferie for kontanthjælpsmodtagere, der har været 12 sammenhængende måneder i kontanthjælpssystemet.

- Samlet skønnes de fire forslag på langt sigt at styrke de offentlige finanser med omkring 515 millioner kroner.