Ny DF-ordfører kan tale med dyr - men vil ikke gøre det som politiker

– Selv om man er en due, kan man godt vogte over dyrenes rettigheder som en høg.

Sådan lyder det fra Karina Due, nyvalgt MF’er for Dansk Folkeparti og siden 4. september partiets dyrevelfærdsordfører. Allerede inden da tiltrak hun sig dog en del opmærksomhed. Det skete, da hun i et interview med Radio 24syv fortalte, at hun kan tale med både dyr og ånder.

– Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har levet før, men jeg ved, at jeg var en indianerdreng i et tidligere liv, sagde hun dengang.

Det fik debatten i gang på sociale medier, ligesom det senere fik partiets pressechef til at kalde hende Doctor Doolittle i et interview med Jyllands-Posten. Men selv tager Karina Due den flyvende start på folketingskarrieren med stoisk ro.  

– Jeg har givet lidt af mig selv, og det er der mange mennesker, der efterspørger, at vi gør som politikere. Så skal man så også forvente, at nogen forventer, at man er tosset. Det må de gerne synes, at jeg er, siger hun til TV 2.

Vil det spille ind på din politik som dyrevelfærdsordfører, at du kan tale med dyrene? – Nej, man kan grine af det. Men politik er en ting, og det clairvoyante er noget andet. Jeg holder de ting meget adskilt.

Hvordan har du det med den historie? – Det trækker jeg bare på skuldrene af. Jeg hedder ganske vist Due, men det preller af på mig som vand på en gås. Fuldstændig.

En markant DF-dagsorden

Karina Due lover til gengæld at kæmpe for dyrs rettigheder.

– Jeg har altid kæmpet meget for dyr og har altid holdt rigtig meget af dyr. Vi skal have nogle højere straffe for dyremishandling. Sagsbehandlingstiden er alt for høj. Og så skal vi have indført det dyrepoliti. Længere er den bare ikke, fastslår hun.

Helt på linje med flere menige medlemmer af partiet, der på weekendens årsmøde gik på talerstolen for at tale om netop dyrevelfærd.

– Det skal være muligt at fradømme retten til at holde dyr for bestandig, lød det fra Merete Egholm fra Sjællands Storkreds.

Anet Malmqvist fra Københavns Omegn så gerne, at straffeloven bliver ændret, så dyr ikke har samme status som ting, man begår hærværk mod.

– Vi har brug for et dyrepoliti, og det skal finansieres med klækkelige bøder til dem, der overtræder loven, sagde hun.

Højere straffe virker også præventivt

Karina Due er enig i, at straffen skal op for dyremishandling. Men hvor højt, vil hun ikke lægge sig fast på.

– I dag er det min fornemmelse, at man får en bøde, men at man ellers bare får et klap på hovedet og et ”det må du sørme ikke”.

Hvordan ved du, at et dyrepoliti vil hjælpe på det? – Politiet har slet ikke tid til sagerne i dag. Det kan vi ikke være bekendt. Vi bliver nødt til at have et system, hvor man kan træde til, når dyr lider nød. Der er mange gode eksempler fra andre lande.

Men er det hele svaret med et dyrepoliti og højere straffe? – Nej, det er det ikke, men strengere straffe virker også præventivt. Det er også en meget stor del af det. Hvis vi kan undgå meget af den mishandling, der er, så er vi nået langt.

Man siger sommetider, at dyr skal behandles mere humant. Hvad siger du til det? – Man skal ikke gøre dyr til mennesker. Der skal være en balance i det. Vores dyr skal have det godt, men dermed ikke sagt, at alting skal være biodynamisk og økologisk. Vi skal også et landbrugserhverv, der har nogle betingelser, som gør, at det kan overleve.

Karina Due fik 2848 personlige stemmer ved folketingsvalget i juni og har foruden sin ordførerpost også to andre poster at passe på Christiansborg. Hun er nemlig medlem af miljø- og fødevareudvalget samt social- og indenrigsudvalget.