1500 var snublende tæt på et statsborgerskab, men så kom valget

De var optaget på lovforslag L 188, der var på vej til 3. behandling og gennemførelse den 2. juni. Der ville 1500 personer, der har fået dispensation fra at gå til dansk prøve, altså have fået deres statsborgerskab.

Men valget blev udskrevet den 27. maj og stak en kæp i hjulet på lovforslaget. Og det betyder altså, at integrationsminister Inger Støjberg kan sende dem tilbage til Folketingets indfødsretsudvalg, der igen skal stemme om dispensationerne og indstillingerne til optagelse på det kommende lovforslag, hvor de kan blive danske statsborgere.

Når tallet cirka 2700 florerer, så er det fordi, er også er 1200 personer, der har fået tilkendegivelse om, at de skal optages på et lovforslag, men som ikke var med på L 188, der altså var klar til 3. og sidste behandling, da valget blev udskrevet.

Integrationsminister Inger Støjberg vil have sagerne tilbage til udvalget, der igen skal tage stilling til, om der skal gives dispensation til statsborgerskab, når personerne ikke kan gå til danskprøve. 

- De har ikke fået et brev om, at de får dansk statsborgerskab – de har fået et brev om, at de er optaget på et lovforslag, der kan give dem dansk statsborgerskab. Vi har ikke lagt skjul på fra Venstre, at man skal kunnet tale dansk, hvis man skal være dansk statsborger, siger integrationsministeren til TV 2.

I øvrigt bør det understreges, at man ikke bliver smidt ud af Danmark, hvis man ikke får statsborgerskab. Man beholder sin opholdstilladelse, men må undvære det danske pas. 

De røde siger ja, de blå siger nej

Når sagerne ryger tilbage til Indfødsretsudvalget, der altså nu har et blåt flertal, så vil der efter al sandsynlighed blive stemt 'nej' i væsentligt flere tilfælde end inden valget. 

I begyndelsen af 2015 viste tal fra Justitsministeriet, at antallet af dispensationer til at blive dansk statsborger, var steget markant i 2014, fra cirka 300 året før til cirka 1700, og 2015. Altså, indtil videre. For da bedyrede Venstres indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen, at kom der et blåt flertal til magten efter valget, så ville antallet af dispensationer blive reduceret med 75 procent. Og det er allerede sket – og lidt til ifølge ham selv. 

Men allerede onsdag morgen har Liberal Alliances indfødsretsordfører Leif Mikkelsen sagt til TV 2, at han ikke mener, at man kan gå tilbage, når først der er sendt et brev af sted med tilkendegivelse om udsigt til statsborgerskab. Han kalder det "principielt", at man skal kunne stole på myndighederne. 

- Det handler om politisk troværdighed. For os er et ord et ord. En lang række mennesker har fået et brev fra Justitsministeriet om at de var godkendt og blev optaget på et lovforslag, som vi endda 1. og 2. behandlede inden valget. Og så er den sag sådan set afgjort, siger Leif Mikkelsen.

Liberal Alliance har stemt imod mange af dispensationer, der er givet i Indfødsretsudvalget, men det er altså usikkert, om partiet fortsat vil bruge sine mandater i den retning, når det kommer til genbehandling af de sager, der fik tilsagn under det røde flertal.

Statsborgerskab

Statsborgerskab

De sager der umiddelbart optages på lovforslaget, når det fremsættes igen til oktober:

De der opfylder samtlige nugældende kriterier 1.760 ansøgere

Ansøgere, der har fået tilkendegivelse om optagelse på lovforslag, og som opfylder samtlige nugældende kriterier Ca. 1.855 ansøgere

Ansøgere, der er meddelt dispensation af det nye indfødsretsudvalg (i august 2015) 273 ansøgere

Sager der skal genbehandles

Ansøgere, der har fået tilkendegivelse om optagelse på lovforslag, og som har opnået dispensation (med forbehold*) ca. 255 ansøgere

Ansøgere omfattet af LF 188, som har opnået dispensation1.554 ansøgere

Ansøgere, der har fået tilkendegivelse om optagelse på lovforslag, og som har opnået dispensation (intet forbehold*) ca. 945 ansøgere