Regeringen: Der mangler ni milliarder i togfond

Olieprisen er faldet så meget, at der ser ud til at mangle penge i Togfonden, som skal finansieres af skatteindtægter fra Nordsøolien.

Det konkluderer regeringens kasseeftersyn, som er offentliggjort mandag formiddag.

- Siden aftalen om Togfonden er olieprisen faldet markant. Hvis det antages, at faldet i oliepriserne med cirka 20 procent er varigt gennem hele perioden, vil det indebære en mindreindtægt, som med nogen usikkerhed kan beregnes til cirka ni milliarder kroner, skriver regeringen.

Togfonden har et finansieringsbehov på 28,5 milliarder kroner og følger man regeringens vurdering mangler der således omkring 30 procent af finansieringen.

- Regeringen vil under alle omstændigheder foretage et serviceeftersyn af Togfonden og om nødvendigt foreslå, at Togfondens investeringer tilpasses, lyder det.