Kritik af Løkkes succeskriterier: Hvor uambitiøst!

Statsminister Lars Løkke Rasmussens fire succeskriterier for den nye regering møder søndag kritik fra begge fløje i dansk politik. 

Finansordfører for Socialdemokraterne, Benny Engelbrecht, savner mere konkrete målsætninger - ikke mindst omkring beskæftigelse. 

- Jeg tror ikke, der er nogen i Danmark, som ikke er fuldstændig enig i, at der skal flere i arbejde. Det er ikke særligt svært at opfylde målet, hvis man bare fortsætter vores regerings målsætning og politik. For så kommer der flere private arbejdspladser. Så det er for ambitiøst, det statsministeren sætter op, lyder det fra Benny Engelbrecht. 

Artiklen fortsætter nedenfor

Erhverv forbløder

Næstformand i Dansk Folkeparti, Søren Espersen, er overordnet positivt stemt overfor Lars Løkke Rasmussens fremlægning.

Partiet er på mange områder enige med statsministeren, bl.a. omkring kernevelfærd, sundhed, bedre vilkår til de ældre og asylstramninger. Dog er der også plads til lidt skuffelse, bl.a. omkring Danmarks forhold til EU. 

- Hele østearbejdersituationen er umådelig væsentlig. Vi har nogle erhverv i Danmark, som virkelig forbløder. Transporterhvervet er næsten ikke på danske hænder mere. Her har man glemt Dansk Folkeparti - og også sine egne vælgere, siger Søren Espersen.

Så når Lars Løkke Rasmussen siger, at han vil skabe flere jobs, så mener Søren Espersen, at det ville være oplagt at se nærmere på den udenlandske arbejdskraft i landet.

- Hvis alle jobs går til østarbejdere, så kan det sådan set være ligegyldigt. 

Denne utilfredshed får dog ikke Søren Espersen til at fortryde, at Dansk Folkeparti takkede nej til at gå i regering med Venstre. Han ser i stedet frem til finanslovsforhandlingerne, hvor han mener, det for alvor vil komme til at skinne igennem, at Dansk Folkeparti med rette ikke gik i regering. 

- Det er der, vi skal vise, hvad vi kan, lover han.

En hvid pil efter velfærden

Men Dansk Folkeparti er selv skyld i, at det er endt sådan, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen. Han mener, at mange danskere stemte på Dansk Folkeparti i forventningen om, at en strammere udlændingepolitik ville føre til større velfærd og mindre social dumping.

Men den plan gik i vasken.

- Det er gået op for Søren Espersen, at han kan skyde en hvid pil efter social dumping og det samme med velfærden. Det eneste, der kommer ud af det, er en strammere udlændingepolitik og en mere fremmedfjendsk holdning til mennesker fra andre lande, siger han. 

Ligesom Benny Engelbrecht mangler Finn Sørensen konkrete målsætninger.

- Det er jo ikke meget konkret, så vi er nødt til at kigge på, hvad plejer Lars Løkke at lave, siger han og peger på dagpengereformen og efterlønsreformen som nogle af de tiltag, som statsministeren har sat sig på. 

- Han har været med i alle de nedskæringer af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp, som den tidligere regering gik ombord i. Det har Lars Løkke tænkt sig at videreføre, siger han. 

Enhedslisten forventer derfor, at man på baggrund af nedskæringerne vil se flere "selvforsørgende", som ifølge Finn Sørensen i virkeligheden vil dække over folk, der ikke har nogen indtægt eller offentlig ydelse. 

- Så man skal ikke forvente, at der kommer nogen større tryghed for lønmodtagerne ud af det, lyder vurderingen fra Finn Sørensen.

FAKTA: Her er Løkkes vigtigste prioriteter

Her er regeringens vigtigste prioriteter, som det står i regeringsgrundlaget:

  • Flere private arbejdspladser gennem en sund og ansvarlig økonomisk politik, der understøtter vækst og velstand.
  • Et Danmark, hvor det bedre kan betale sig at arbejde, og færre bliver forsørget af det offentlige.
  • En stærk kernevelfærd, hvor vi tager os endnu bedre af de syge og de ældre, og hvor vores børn får en god uddannelse.
  • En offentlig sektor, hvor vi sætter mennesket før systemet, og hvor vi styrker det frie valg for danskerne.
  • En fornuftig udlændingepolitik, hvor udlændinge, der kommer til Danmark, bidrager positivt.
  • En vellykket integration, hvor flere vil vores land, og færre lever i parallelsamfund.
  • Et Danmark, hvor der er udvikling i hele landet.
  • En stram og konsekvent kurs mod kriminalitet.
  • En stærk og fokuseret udenrigspolitik, som skal sikre danske interesser og indflydelse

Se hele regeringsgrundlaget her

Kilder: Regeringsgrundlaget "Sammen for Danmark"

Løkkes ministerhold

  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen
  • Finansminister Claus Hjort Frederiksen
  • Udenrigsminister Kristian Jensen
  • Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder
  • Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt
  • Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen
  • Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen
  • Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg
  • Social- og indenrigsminister Karen Ellemann
  • Justitsminister Søren Pind
  • Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt
  • Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby
  • Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde
  • Skatteminister Karsten Lauritzen
  • Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen
  • Forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde Carl Holst 
  • Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen