Thulesen Dahl kritiserer ministers eftervederlag: Det var ikke meningen

Tanken med eftervederlag er ikke opfyldt, når den nuværende forsvarsminister Carl Holst får 833.040 kroner med sig videre fra sin tidligere stilling som formand for Region Syddanmark.

Det siger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, der kraftigt opfordrer til, at reglerne for eftervederlag laves om.

- Tanken med eftervederlaget er jo, at man har en periode hvor man kan finde et nyt job, når man har været politiker. Når man går direkte fra regionsformand til forsvarsminister, så har man jo ikke brug for en periode, hvor man går og reflekterer over tingene. Så har man et godt nyt job, og så er ideen med eftervederlag jo ikke opfyldt, siger han på partiets sommergruppemøde i Skagen.

Kristian Thulesen Dahl erkender, at Carl Holst følger reglerne, og det derfor er svært at komme efter ham lige på den front. Men netop derfor bør reglerne laves om.

- Når den lønkommission, der er nedsat, kommer med sit bud på en ny lønstruktur til politikere, så opfordrer vi på det kraftigste til, at man får taget hånd om de her regler for eftervederlag, så de bliver bragt i overensstemmelse med sund fornuft, siger han.

Carl Holst selv vil ikke betale pengene tilbage, selvom han ikke er tvunget til at tage imod eftervederlaget, har han tidligere sagt til TV 2.

- Jeg tror ikke, at der skal startes en politisk kamp om, hvem der skal frasige sig mest muligt løn. Jeg vil heller ikke frasige mig noget af min ministerløn. Der er en vederlagskommission, der er ved at se på lønningerne til regionsrådsformænd, borgmestre, folketingsmedlemmer og ministre. Og der afventer jeg resultatet, siger forsvarsministeren.