V-profil: Støjberg burde rejse til Grækenland og Syrien

Når integrationsminister Inger Støjberg vil afskrække flygtninge fra at søge til Danmark, med avisannoncer i lokale medier, så er hun langt fra det rette spor.

Annoncer, eller videoer for den sags skyld, hjælper ikke til at løse problemer, siger Venstres medlem af Europaparlamentet Jens Rohde.

I stedet opfordrer han Inger Støjberg til at rent faktisk selv at tage problemerne i øjesyn.

- Det kunne være ønskeligt, at en minister tog til Grækenland, tog til Italien, Libyen og Syrien og så på forholdene, før hun begyndte at sætte initiativer i gang. Det kunne jo være, at der kunne komme nogle erfaringer ud af det, som kunne udmønte sig i nogle forslag, som rent faktisk kan være en løsning på nogle af udfordringerne, siger Jens Rohde.

Torsdag aften sagde Inger Støjberg til TV 2, at regeringen nu er parat til at indrykke annoncer i udenlandske aviser, der skal afskrække asylansøgere fra at komme til Danmark. Annoncerne skal oplyse menneskesmuglerne om, at vi har strammet asylreglerne i Danmark.

Men Jens Rohde tror ikke på, at annoncerne overhovedet virker. Og at man kan løse flygtningeproblematikken ved kun at tænke på forholdene i Danmark.

I stedet skal der en fælles europæisk tilgang til. Vi skal bruge udviklingsbistand, investere massivt i nærområderne, og så skal vi have en fordelingsnøgle af flygtninge i Europa. Med andre ord: Der er brug for en fælles europæisk løsning. For fortsætter flygtningene med at banke på i Italien og Grækenland, så ender de alligevel i Danmark – nu blot som illegale indvandrere, hvilket ifølge Rohde er langt værre.

- I stedet for at vi har flygtninge, som vi kan håndtere, ved hvor er og kan sætte nogle ting i gang for, så ender vi med illegale indvandrere. Og de er en menneskelig og en økonomisk og sundhedsmæssig betonklods om benet på det danske samfund, siger Rohde, der kalder gruppen for ’ekstremt sårbare’, fordi de ingen rettigheder har.

Ifølge Jyllands Posten er menneskesmuglerne behjælpelige med at rådgive flygtninge om velfærdsydelser og vilkår i de forskellige lande, før de søger asyl.

Blandt andet skulle der angiveligt eksistere skemaer og detaljerede oversigter over opholdsvilkår og forhold i blandt andet Danmark, Sverige, Holland og Norge, som asylansøgerne kan rådføre sig med.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter