Konservativ overvejer at kræve omvalg

To kandidater har magten til at kunne kræve et omvalg. Kandidaterne hedder Mike Legarth og Kim Hyttel og er fra henholdsvis Det Konservative Folkeparti og Alternativet.

Oprindeligt skulle de være placeret i toppen på stemmesedlerne i kommunerne Billund, Vejen og Haderslev. Men da de i stedet blev placeret længere nede på listerne, er der tale om en valgfejl. Derfor kan de forlange en ny afstemning. Det skriver Jydske Vestkysten.

Reglen er, at de to kandidater skal indgive en klage senest en uge efter, valget er blevet afholdt. Det overvejer Det Konservative Folkeparti at gøre, lyder det fra partiets formand Kurt Bjørndal.

- Mike Legarth mistede sit mandat i Sydjyllands storkreds. Vi skal se på, hvor mange stemmer der skal flyttes, for at han generobrer det mandat, siger han til TV 2.

Indgiver man en klage, skal der laves en redegørelse til Folketinget. Herefter har Folketinget 14 dage til at tage stilling til, om der bliver omvalg.

Lige nu har Kurt Bjørndal bedt partiets hovedkontor i København om at analysere tallene. Hvis resultatet bliver, at der skal flyttes mange stemmer, vil partiet ikke kræve en ny afstemning.

- Hvis analysen viser, at der kun skal flyttes få stemmer, og at et omvalg kan få betydning, er det klart, at så stiller sagen sig anderledes, siger Kurt Bjørndal.

Ender partiet med at klage, er målet at få en ny afstemning i Region Syddanmark.

Hyttel til indenrigsministeriet: Det er jeres ansvar

Alternativets kandidat Kim Hyttel ved endnu ikke, om han vil klage. For ham er det en svær situation, da han på den ene side mener, at der skal handles, når der sker en fejl. På den anden side bekymrer han sig om, hvordan vælgerne vil se på ham, hvis han klager.

Derfor mener Kim Hyttel, at det ikke burde være kandidaterne, der skal træffe valget.

- Når Indenrigsministeriet opdager noget ukorrekt, at burde de få fingeren ud og lave en ny afstemning - i stedet for at det skal hvile på os, og vi skal føle os skyldige, siger Kim Hyttel.

Kim Hyttel mener, at det kan påvirke ham som kandidat i en valgsituation, hvis han klager.

- Nu står vi med et problem, og danskerne vil måske sige, at vi er dårlige tabere. Det, synes jeg ikke, skal ligge hos os, siger han.

Sådan kan der komme omvalg

Hvis Mike Legarth eller Kim Hyttel ønsker at handle på valgfejlen, hvor de er blevet placeret længere nede på stemmesedlen end planlagt, kommer processen til at foregå således:

  • De sender deres klage til Økonomi- og indenrigsministeriet senest en uge efter valgdagen.
  • Ministeriet vil derefter lave en redegørelse over, hvad der er sket med stemmesedlerne.
  • Redegørelsen bliver sendt til Folketinget.
  • Inden for 14 dage vil Folketinget tage stilling til, om der bliver omvalg.

Kilde: Økonomi- og indenrigsministeriet.