Nationalpartiet censurerer Alternativet på Facebook

De to nye partier, Alternativet og Nationalpartiet, er kommet op og toppes på Facebook. Flere af Alternativets repræsentanter er nemlig blevet udelukket fra at skrive kommentarer på Nationalpartiets Facebook-side. Og den er god nok, bekræfter Nationalpartiets leder Kashif Ahmad.

Ifølge ham er det fordi, at medlemmer eller folk med tilknytning til Alternativet fører politisk kampagne på Nationalpartiets side. Og det vil man altså ikke have.

I dette tilfælde har det omhandlet Alternativet integrationsordfører Uzma Ahmeds udsagn om, at "hvis man ikke gider at lære dansk eller ikke går ind for ligestilling, så skal vedkommende sendes tilbage til sit hjemland. Man kan simpelthen ikke være her". Det citat er blevet debatteret livligt på Nationalpartiets Facebook-side, men altså nu med modereret og censureret deltagelse fra Alternativet.

- Når jeg skriver om en integrationsordfører, der udtaler sig på den måde, så må de gerne kommentere og være uenige med mig. Men de kører direkte kampagne og lægger links på vores side til deres integrationsudspil, Jeg synes, at de skal holde sig til deres egne hjemmesider, siger Kashif Ahmad.

Hos Nationalpartiet er det anden gang, man mistænker sig udsat for en koordineret indsats fra Alternativet. Men det afviser Alternativets pressechef Magnus Haslebo. For det første er Alternativet ikke et topstyret parti, så ingen kontrollerer hvad medlemmerne foretager sig i den henseende. I stedet tror han, der er tale om medlemmernes behov for at imødegå Nationalpartiets kritik af det integrationsudspil, som blev skarpvinklet i Politiken.

- Jeg synes ikke, at der er noget negativt ved hverken at oplyse om sin politik. Det er det, der ligger i at kommunikere politik, siger han.

Alternativets Uzma Ahmed har efterfølgende taget afstand fra sin egen udtalelse og understreget, at det ikke er Alternativets politik at føre en strammere udlændingepolitik.

Det er dog ikke alle medlemmer af Alternativet, der er blevet udelukket fra at udtale sig på Nationalpartiets Facebook. Dem, der ikke er blevet slettet, linker dog hverken til Alternativets hjemmesider eller opfordrer til at man skal stemme på dem i stedet.

Herunder kan du se et eksempel på debatten:

Nationalpartiets mærkesager

Værdipolitik

- 24-års reglen skal afskaffes. Alle skal have ret til at vælge deres partner.

- Ingen forbud mod religiøse symboler i det offentlige rum. Alle har den grundlovssikret ret til at færdes på gaden uanset hvilke religiøse eller kulturelle symboler de bærer.

- Tilknytningskravet på 26 år skal ophæves.

Velfærdspolitik

- Mere tillid til offentlige ansatte

- Afbureaukratisering i den offentlige sektor

- Mere kvalitet i folkeskolen - skolereformen skal revurderes

- Flere varme hænder i sundhedsvæsenet

FAKTA: Her er Alternativets fokusområder

  • En seriøs grøn omstilling - for vores børn og børnebørn

    • 100 procent økologi
    • 100 procent vedvarende energi
    • 100 procent af erhvervsstøtte til bæredygtige virksomheder
  • En seriøs økonomisk omstilling - for holdbarhed og udvikling

    • Nyt vækst- og BNP-begreb
    • Reform af finans- og banksektoren
    • Pensionskasserne skal investere bæredygtigt
  • En seriøs social omstilling - for livskvalitet og lighed

    • 30-timers arbejdsuge
    • Kontanthjælp uden mistillid
    • Lavere skat på laveste indkomster
  • Stærkere iværksætterkultur - for kreativitet og skabertrang

    • Toårig grøn iværksætterydelse
    • Iværksætteri på skoleskemaet
    • Styrk lokale iværksættermiljøer
  • Mindre stat, mere samfund - for tillid og frihed

    • Borgerdrevne forslag i Folketinget
    • Sæt de offentlige institutioner fri
    • Aktivér den fjerde sektor

 Kilde: Alternativet