Og vinderen er ... Uffe Elbæk!
Negativ S-kampagne under massiv beskydning efterlader mange ofre, og kun en vinder. Det lille parti, der taler op. En kommende regering begynder i en tillidskrise.
I denne uge fik vi sat nye standarder for negativ kampagne fra et regeringsbærende parti. Politiske spørgsmål om konsekvenser af Venstres økonomiske politik sat på bilagssedler, med klar reference til Løkkes bilagssager. Det opsigtsvækkende og overraskende er ikke tonen – det er, at det ikke engang er DSU, der er afsender – de har ellers et langt generalieblad af politiske kampagner, hvor Løkke er blevet skildret liggende i bar overkrop i et bjerg af ølflasker, kaldt en nasserøv, og de har en hel portefølje af politiske film-plakater, der går lige til grænsen – blandt andet plakaten med Fogh og Pia Kjærsgaard, der danser tæt på Titanic. Så længe det er DSU, kan man trække på smilebåndet, og man bliver ikke for alvor forarget.
Men afsenderen denne gang er Socialdemokraterne selv. Moderpartiet. Regeringspartiet. Det er fuldkommen uhørt. Muligheden for at holde kampagnen ud i strakt arm og på afstand fra Helle Thorning-Schmidt er væk. Og den er ikke engang kun eksekveret digitalt, som ellers ville give S mulighed for at bedømme rekylen på geværet, før de indrykkede den som annonce. Jamen, det er jo en kendt sag, at Løkke har problemer med bilagene? Ja, men det er også basis-kampagne-viden, at det risikerer at blive opfattet som ulækkert, hvis Socialdemokraterne viser en åbenbar interesse i, at Løkke har bilagsproblemer og ligefrem forsøger at sætte spot på det. Dansen om Helle Thornings skattepapirer var for Venstre en balancegang på en knivsæg. Viste de interesse i, at Thorning druknede i den sag, risikerede de selv at blive anklaget for at være medskaber af den. Det er en hel historie for sig. Det er utænkeligt, at Venstre, da sagen var på sit højeste havde trykt spørgsmål til Thorning på en selvangivelse og indrykket den som annonce. Vælgerne var løbet skrigende væk.
På den anden side står Venstre og råber op om, at S har nået bunden. Det bliver en anelse skingert, når Venstre selv hænger plakater med Pinoccio-næser op på Crowne Plaza og faktisk har brugt lignende kampagneteknikker, som S gør her. Den fantastisk eksekverede gule seddel, som Løkke langede over bordet til Helle Thorning i en direkte duel på tv under sidste valg var også en gul seddel, der skulle minde Helle Thorning-Schmidt om sin tid som meget grøn partileder. Det er beskrevet i politiske bøger, hvordan Venstre-folkene ikke undlod at gøre grin med de gule sedler, der stak ud fra papirerne, når Thorning mødte op til forhandlinger med gule sedler fra de folk, der havde instrueret hende før forhandlinger med garvede Venstre-ministre. Find selv historien om ”Hindbær-Helle”, der efter sigende var det lidet flatterende kælenavn til Thorning efter en jomfrutale i Folketinget om polske hindbær. V-folk vil påstå, at der er langt fra en gul seddel og til en annonce på bilag, men der er masser af små eksempler, hvor Helle Thorning af de samme mennesker, der klager sig, er blevet forsøgt holdt fast i et billede som både ”blank” og dum blondine – blandt andet når V-politikere skrev ”Oops I did it again” på Facebook, mens Thorning var på talerstolen, og deres kommentarfelter udvikler sig derefter. Politik er også grimt – og i denne uge blev det endnu grimmere.
Hvorfor kan det være et kampagneselvmål for S?
Vi tror ikke på, hvad politikerne siger. Vi kan faktisk ikke lide dem. Der er stigende politikerlede i Danmark, og vi er reelt i en tillidskrise. S-kampagnen gør potentielt ikke sagen bedre. Flere danskere synes gennemgående, at politikerne er utroværdige – over halvdelen af danskerne har enten lav eller meget lav tiltro til politikerne. Af samme grund spekulerer politiske partier i, hvordan de kan bruge sociale medier og gå omvejen: at få dine venner og dit netværk til at fortælle dig, at du skal stemme på partierne – på sociale medier, hvor du bliver påvirket, når du tror på anbefalinger fra dine venner. Socialdemokraterne havde indtil denne uge et par klare trumfer på hånden før valgkampen:
1) De økonomiske nøgletal er ved at rette sig. Det giver S mulighed for at køre resultat-kampagner, som de har gjort med Danmark skal videre, blandt andet med hovedpointen, at der er skabt 40.000 nye job (øverste Google-annonce lige nu, når man leder efter Socialdemokraterne på nettet)
2) Løkke bliver opfattet som væsentligt mere utroværdig end Helle Thorning-Schmidt. Det giver anledning til hovedbrud internt hos Venstre, og det er noget, vælgerne taler om.
Med det samme Socialdemokraterne stiller sig ind i mellem vælgerne og Lars Løkke og bliver dem, der peger fingre af Løkkes bilagssager, gør de sig til part i en kamp, der ellers var en klar trumf for dem, og hvor de mageligt kunne have holdt sig på afstand, så de ikke fik mudder på tøjet. De kunne fortsat koncentrere sig om at italesætte Thorning som statsmand, med besøg fra Merkel, med den potentielt rigtige politik og som en statsleder med format. Med denne kampagne lægger de sig ned i mudderet og bliver afsender – og det slider også på Thornings format. Det giver potentielt bagslag, fordi det giver vælgerne mulighed for at synes, at de er de utroværdige - når de peger fingre. Og det får dem til at virke desperate og signalere, at de kan begynde at mærke, at Thornings momentum er ved at fise ud. Det får dem til at se endnu mere desperate ud, når interne strømninger af utilfredshed med kampagnen hos S flyder ud i avisartikler og på sociale medier. Det er lige nu fuldkommen umuligt at konkludere på få dage, om det virker – Og får S et opsving i målingerne i den kommende tid, kan ingen hverken dokumentere, om det er på grund af, eller på trods af den negative kampagne. Men S er dygtige nok til at sætte sig ned og gennemføre målinger selv, og rette geværet ind til næste gang. For der bør være noget at måle på her. Vi vil se resultatet enten i form af flere eller færre kampagner af samme kaliber.
Tal op
Midt i mudderkastet tog Uffe Elbæk et stort stik hjem. Karsten Hønge og Anders Samuelsen forsøgte også ved at kritisere tonen. Men Alternativet har dygtigt set et ståsted, hvor det for alvor bliver troværdigt, når de konstaterer, at tonen har nået grænsen, og at der er behov for at tale op. Det er mange danskere rent faktisk enige med dem i.
I Alternativets partiprogram er der et direkte ønske om en bedre politisk kultur – og de har talt op længe. Vinderen i denne uge er Uffe Elbæk – der kan stå som den overskudsagtige og blive ved at tale op, ved at tweete og skrive på Facebook midt i forargelsen. Får Elbæk samtlige kandidater med på den i en hel valgkamp (der er et par stykker, der lige skal rettes lidt ind), så kan han ramme en guldåre af ”nok er nok”-vælgere, der hellere vil se deres stemmer gå til partier, der har ønske om at stoppe mudderkast, end partier, der trykker annoncer på bilagssager og kalder hinanden for løgnere. Og så når Alternativet deres målsætning om at blive valgt ind. Når vi taler med partierne selv, er de overbevist om, at det er de andre, der er mest negative og skingre. For en kommende regering betyder det, uanset hvem der får adgang til ministerkontorerne, at de skal starte med at håndtere en tillidskrise. Den er også skabt af hurtigheden på sociale medier, hvor det kan virke mere legitimt at sende et negativt nålestik af sted – Danskerne synes politikerne er blevet dårligere og mindre troværdige. Læs selv flere dystre tal om tillidskrisen på politiko.dk.