Regeringens planer om tvangsbortadoption kritiseres

Det skal være nemmere at bortadoptere børn uden forældrenes tilladelse, lyder det i et lovforslag fra regeringen.

Forslaget skal vedtages om få uger, men møder nu hård kritik fra flere sider.

Det skriver Berlingske mandag.

Kritikken kommer blandt andet fra AdvokatrĂĄdet, som mener, forslaget bryder med borgernes retssikkerhed.

- Det stødende ved dette forslag er, at det er børn, det handler om. Man kan ikke bare nøjes med at have på fornemmelsen, at forældrene ikke kan eller i fremtiden ikke vil blive i stand til at tage sig af deres barn. Det bryder med fundamentale retssikkerhedsprincipper, siger Advokatrådets kyndige på området Marianne Bruun Jensen til Berlingske.

Med forslaget får kommunerne mere magt, når det gælder tvangsadoption. Hvor kommunerne under den nuværende lovgivning skal bevise, at forældrene aldrig bliver i stand til at tage sig af barnet, så skal kommunerne med den nye lov blot sandsynliggøre dette.

Men den nye lov kan skade både børn og forældre, lyder det fra Socialpædagogernes Landsforening.

- Vi synes, det er dybt problematisk. Der er særligt nogle ting, der handler om, at hvis forældrene kan spille en positiv rolle for barnet, så kan man alligevel bortadoptere uden samtykke.

- Jeg synes, det er dybt problematisk, fordi hvis der overhovedet er en chance for, at de forældre kan komme til at spille en rolle, hvis der bare er en chance for, at de kan blive bare en lille smule far og mor i de børns liv, skal man have lov til det, siger formand for Socialpædagogernes Landsforening, Benny Andersen til TV 2 NEWS.