Kristian Jensen: Politikere taler for negativt om indvandrere

NĂĄr politikerne diskuterer flygtninge og indvandrere, fokuseres der alt for meget pĂĄ problemerne og for lidt pĂĄ succeshistorierne.

Sådan lyder budskabet fra Venstres næstformand Kristian Jensen, der i en kronik i denne weekends udgave af Søndagsavisen langer ud efter de politikerkolleger, der ifølge ham bidrager til ”sortsyn og fokus på negative historier, som stadig dominerer samfundsdebatten i Danmark.”

’Flere politikere burde sige tak’

Kronikken, der har overskriften ”Åbent for dem, der kan og vil”, indledes således:

”Kære Jai-Li, Muhammed, Sergio og Latifah!

Tak fordi I er kommet til Danmark og tager fat, hvor danskerne ikke kan eller vil. Tak fordi I er med til at gøre Danmark til et rigere sted. For uden jer ville Danmark anno 2015 ikke hænge helt så godt sammen.

Sådan burde langt flere politikere sige, når de taler om indvandrere og flygtninge. For alt for meget af debatten om personer i Danmark med anden etnisk baggrund end dansk tager udgangspunkt i problemerne. Og sagen er, at langt de fleste er kommet hertil med et klart ønske om at passe deres familie, passe deres arbejde og passe godt ind i det frie danske samfund med alle vores rettigheder og friheder. De er kommet hertil for at være med og ikke mindst for at bidrage.”

Andet politisk signal end Støjberg

Ifølge TV 2’s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen er kronikken interessant, fordi Kristian Jensen sender et markant andet signal end eksempelvis partiets politiske ordfører Inger Støjberg, der den seneste tid har gjort sig bemærket med en række udtalelser, der netop centrerer sig omkring integrationsproblemer.

Blandt andet den meget omtalte Facebook-opdatering, hvor Støjberg langede ud efter en gruppe ”indvandrerdrenge”, der generede hende i biografen.

- Politik er signaler, og det her er et andet signal end hvad vi har været vant til at høre fra Inger Støjberg, siger Peter Lautrup-Larsen og fortsætter.

- Hun har nemlig i høj grad fokuseret på integrationsproblemerne, hvilket er hvad Kristian Jensen nu understreger, at han mener politikerne skal passe på med.

Direkte adspurgt af Søndagsavisen afviser Kristian Jensen dog, at hans kronik skal læses som en kritik af sin partifælle.

- Nej, det vil jeg blankt afvise. Jeg er glad for den gennemslagskraft, som Inger har. Jeg har skrevet en kronik for at sige noget til Danmark. Ikke for at sige noget til Inger. Desuden skrev jeg den her kronik inden Inger gik i biografen, siger Kristian Jensen.

’DF mener vores kultur er svag’

Til gengæld lægger Venstre-næstformanden ikke skjul på, at kronikken er en kritik af Dansk Folkeparti.

- Dansk Folkeparti har åbenbart den holdning, at den danske kultur er svag. Vores kultur er stærk og kan sagtens klare, at der kommer arbejdskraft udefra, siger han til Søndagsavisen og fortsætter:

- Der er selvfølgelig en grænse for, hvor mange der kan komme ind, men jeg tror i langt højere grad, at den danske kultur smitter af på indvandrerne, end deres kultur smitter af på os, siger han.

Du kan læse hele Kristian Jensens kronik fra Søndagsavisen her.

Følg TV 2 Politik

FĂĄ seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion pĂĄ Christiansborg:

TV 2 Politik pĂĄ Facebook

TV 2 Politik pĂĄ Twitter