Analyse: Her lægger Jensen afstand til Støjberg og DF

- Kristian Jensen sender et andet signal end Inger Støjberg.

Sådan lyder det fra TV 2s’ politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen.

Analysen kommer ovenpå Kristian Jensens kronik, der kommer i weekendens Søndagsavisen, hvor han skriver, at der i indvandrerdebatten fokuseres for lidt på succeshistorier og for meget på problemer med indvandrerne.

- Der har været debat internt i Venstre. Der har været folk i baglandet, der har kritiseret Støjbergs linje, Signalerne ligger inden for rammen af Venstres politik, men Kristian Jensen har nu følt, at det var på tide at fokusere på de positive historier, siger Peter Lautrup-Larsen og uddyber, at det samtidig er klart, at Kristian Jensen lægger en stor afstand til Dansk Folkeparti

Se hele analysen øverst i artiklen og læs kronikken her.

I en tidligere analyse har TV 2's politiske redaktør Anders Langballe sammenlignet Inger Støjberg med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard.

- Sammenligningen med Pia Kjærsgaard ligger lige for. Pia Kjærsgaard er i store kredse af det danske samfund usandsynligt populær, og i andre kredse er hun håne- og hade-objekt nummer ét. Det er samme mekanismer, Støjberg sætter i gang, sagde han.

Analysen kom efter, at Inger Støjberg på Facebook havde beskrevet et forløb i en biograf, hvor hun var blevet kraftigt generet af drenge, som hun fremhævede havde indvandrerbaggrund.

- Jeg kan se, at det har skabt debat. Men jeg har beskrevet den virkelighed, jeg har oplevet, og det synes jeg sådan set kun er på sin plads, sagde Inger Støjberg i den forbindelse til TV2.dk.

Her kan du se opslaget, der satte sindene i kog.