Flertal mod regeringen i Thule-sag

Et politisk flertal uden om regeringen forlanger nu, at udenrigsminister Martin Lidegaard griber ind i den såkaldte Thule-sag, hvor et amerikansk firma stik mod gældende regler har vundet en servicekontrakt på Thule-basen på Grønland.

- Vi har gentagne gange gjort opmærksom på, at det her er en meget alvorlig sag, og han(Lidegaard, red.) tager meget let på det, siger Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen.

Partierne har derfor sendt et brev til ministeren, hvor han bliver pålagt at tage kontakt til sin amerikanske kollega John Kerry for at få ophævet kontrakten.

Fejl fra dansk side

Problemet er ifølge partierne, at kontrakten med amerikanerne bryder med de bilaterale aftaler.

- Den danske regering må tilsikre, at de politiske aftaler mellem USA og Rigsfællesskabet overholdes. På den baggrund er det partiernes råd til regeringen, at udenrigsministeren øjeblikkeligt drøfter denne sag med den amerikanske regering med henblik på at få processen vedrørende udbuddet sat i bero, står der blandt andet i brevet.

Troels Lund Poulsen understreger, at det ikke er en kritik af amerikanerne. Det er den danske regerings ansvar at sikre overholdelsen af reglerne, siger han.

- Det, der er sket i Udenrigsministeriet er dybt alvorligt. Der er fra dansk side lavet grove fejl, som falder tilbage på udenrigsministeren, lyder det fra forsvarsordføreren.

Må indrømme fejl

Derfor er det vigtigt, at Lidegaard indrømmer overfor Kerry, at det var en stor fejl, at det amerikanske firma fik lov at vinde kontrakten, siger Troels Lund Poulsen.

- Det er ikke for sent at få det bremset. Kerry kan stoppe det, hvis regeringen indrømmer sin fejl.

Det er det amerikanske firma Vectrus, der via et skuffeselskab i Hellerup har vundet en servicekontrakt på basen.