EL: Staten skal låne penge til yderområderne

Enhedslisten vil have en statslig kreditinstitution, der kan låne penge ud til huse og virksomheder i de trængte yderområder.

- Hvis vi ikke sikrer lånemuligheder og reelt økonomisk udvikling i landdistrikterne, knækker Danmark over. Det skal vi tage meget seriøst. Vi foreslår, at en statslig kreditinstitution skal træde til og yder de fornødne lån, der skal til for at skaffe liv på landet igen. Vi vil sikre, at staten får mulighed for at yde de lån, som markedet ikke kan tilbyde, siger Enhedslistens gruppeformand, Stine Brix til TV 2.

Enhedslisten foreslår som en mulighed, at denne statslige kreditinstitution skal udvikles til en ”samfundsbank”, der kan tage et videre samfundshensyn end de private banker og kreditinstitutioner:

- Det kræver ejere, staten, der ikke bare ser på overskuddet, men også på, hvad der er fornuftigt set fra et samfundssyn. Enhedslisten mener, at den statskontrollerede Vestjysk Bank kan bruges som fundament for at skabe en samfundsbank, siger Stine Brix.

Forslaget er blot et af en række forslag, som Enhedslisten mener er nødvendige for at fastholde livet i yderområderne. Partiet ønsker også, at det offentlige skal spille en større rolle i både industriproduktion og landbrugsdrift i yderområderne.

- De offentlige institutioner i yderområderne kan også spille en langt vigtigere rolle i at sikre økonomisk udvikling. Vi ønsker for eksempel at give dem mulighed for at kunne drive kommunal produktion for at øge den lokale beskæftigelse, siger Stine Brix.

Den første politiske reaktion på ideen kommer fra den modsatte side af det politiske spektrum – fra Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen. Han erklærer sig helt parat til at gøre noget for yderområderne, men ikke på den måde, som Enhedslisten forestiller sig:

- En statslig kredit- og pengeinstitution er Dansk Folkeparti ikke med på, da jeg vil mene, at det vil stigmatisere store dele af Danmark, siger René Christensen.