Minister: De studerende får for lidt ud af uddannelserne

Både de studerende og det danske uddannelsessystem skal oppe sig.

Sådan lyder beskeden fra uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), efter at det såkaldte Kvalitetsudvalg har præsenteret sine anbefalinger.

En af konklusionerne her er, at danske studerende skal læse omkring 20 procent mere for at nå de 1650 timer årlig studietid, der er målet.

- Det er vigtigt, at de studerende får tilbudt fuldtidsuddannelser. Jeg tror egentlig, at det er dér, den ligger. Nu har vi jo krævet af de studerende, med SU-reform og andet, at de skal være fuldtidsstuderende. Nu handler det om, at de rent faktisk også skal tilbydes nogle uddannelser, hvor de kan forvente, at det de får, også er uddannelser, som er på fuld tid, og at de får et udbytte, der svarer til fuld tid, siger ministeren og fortsætter:

- Det handler både om antallet af timer, men det handler sådan set også om, at de får mere interaktion med deres undervisere – at underviserne er til stede, at undervisningen bliver tilstrækkeligt højt prioriteret af uddannelsesinstitutionerne.

Men deler du opfattelsen af, at de studerende studerer for lidt?

- Ja, det viser det jo desværre med al ønskelig tydelighed. Der er for mange, der ikke får nok ud af det. At de ikke er forberedte nok, når de kommer til undervisningen. Fordi det ikke forventes af dem, fordi der ikke er nok timer, fordi det ikke er tydeligt nok, hvad det er, man forventer af de studerende. Det er helt oplagt, at der skal kigges mere på det, siger ministeren og fortsætter:

- Det er jo en international sammenligning, der siger at danske studerende er 20 procent bagud i forhold til gennemsnittet. I forhold til hvad de får tilbudt af fuldtidsstudier. Og det skal vi have gjort noget ved, fordi vi skal være lige så dygtige som de andre. Og jeg er sikker på, at de danske studerende har lige så meget potentiale og lige så meget talent – og det skal udnyttes og udfoldes, og så skal de unge selvfølgelig også tilbydes fuldtidsuddannelser.

Du kan læse meget mere om Kvalitetsudvalgets rapport og anbefalinger her.

Regeringens kvalitetsudvalg

 Her kan du læse mere om udvalget:

  •  *Regeringen nedsatte i oktober 2013 kvalitetsudvalget med syv medlemmer. Udvalget skal rådgive regeringen om de videregående uddannelser.
  •  * Udvalget har fremlagt to delrapporter: "Nye Veje - fremtidens videregående uddannelsessystem" og "Høje Mål - fremragende undervisning i videregående uddannelser".
  •  * I den anden rapport fremlægger udvalget blandt andet konklusioner på de studerendes studieforbrug og anbefalinger til ændringer.
  •  * Kvalitetsudvalgets formand er forskningsleder Jørgen Søndergaard fra SFI - Det nationale forskningscenter for velfærd.
  •  * Udvalgets seks medlemmer er: - Professor Ivar Anders Bleiklie, Bergen Universitet - Talentdirektør Nikolaj Lubanski, Copenhagen Capacity - Professor Jakob Roland Munch, Københavns Universitet, - Direktør Birgitte Nauntofte, Novo Nordisk Fonden - Professor Nina Smith, Aarhus Universitet  - Direktør Mette Vestergaard, Mannaz.
  •  * Kvalitetsudvalget har hjemmesiden: www.ufm.dk/kvalitetsudvalget.

 /ritzau/