Dansk måling: Grønland kan ikke styre sig selv på ret kurs

Halvdelen af danskerne tror ikke, at grønlandske politikere kan hjælpe landet på ret køl, viser meningsmåling.

Vi tror ikke på grønlandske politikeres evne til at administrere udviklingen i Grønland - men vi vil heller ikke gå ind og hjælpe til.

Sådan lyder den overordnede konklusion i en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten forud for det grønlandske landstingsvalg fredag.

Hver anden dansker tror ikke på, at de grønlandske politikere selv er i stand til at styre deres land i en positiv retning, og kun hver fjerde har tillid til, at vores rigsfæller kan klare udviklingen selv.

Samtidig afviser hver anden dansker, at Danmark i højere grad bør styre den politiske udvikling i Grønland for at få landet på ret kurs, mens kun hver fjerde ønsker, at Danmark skal træde til, skriver Jyllands-Posten.

Ekstern lektor ved Københavns Universitet og ekspert i rigsfællesskabet Lars Hovbakke Sørensen mener, at målingen afspejler mange danskeres ligegyldighed over for Grønland.

- Der er mange danskere, der sådan set ikke mærker nogen fællesskabsfølelse med eller ansvarsfølelse for Grønland. Heller ikke selv om de anerkender, at der er store problemer i landet, siger han til avisen.

Valget i Grønland kommer, efter at Aleqa Hammond i forbindelse med en omstridt bilagssag i september måtte trække sig som landsstyreformand og udskrive valg.

Op til dette valg har bilagssagen samt økonomien fyldt meget ifølge Michael Böss, der er lektor ved Aarhus Universitet og ekspert i grønlandske forhold.

- Hvad skal man gøre: Skal man fortsætte med at udbygge infrastrukturen, eller skal man få løst nogle af de sundheds- og socialproblemer, som det grønlandske samfund også slås med? har Michael Böss tidligere beskrevet over for Ritzau som nogle af de store spørgsmål i valgkampen.