Venstre byder Uber velkommen: Brug for mere taxi-konkurrence

Taxi-branchen har brug for mere konkurrence, og Ubers nytænkende forretningside er mere end velkommen i Danmark.

Sådan lyder budskabet fra Jakob Engel-Schmidt, der er Venstres innovation- og iværksætterordfører.

Han tager dermed anderledes positivt imod det meget omdiskuterede amerikanske taxi-koncept end eksempelvis den danske taxibranche har gjort.

- Jeg byder Uber velkommen i Danmark, fordi jeg ikke er bange for nytænkning og innovation. Vi har i vores erhvervshistorie gang på gang set, at vores traditionelle produkter udvikler sig i takt med, at folk skifter opfattelse af dem. Tag brevet, der blev til e-mail. Tag DVD’en, der blev til online-streaming. For 20 år siden var Blockbuster en af de største videoleverandører, i dag er Netflix en af Danmarks største TV-stationer, siger Jakob Engel-Schmidt og fortsætter:

- Uber har gjort noget, som er ganske interessant rent innovativt. Man har taget et fastlåst serviceprodukt – taxi-transport – og innoveret det ud i nogle forskellige service-kategorier. Jeg kan godt lide den måde at nytænke servicesektoren på. Det er det, Danmark har brug for, hvis vi også skal skabe arbejdspladser i fremtiden.

Med pĂĄ udviklingen

Uber er kort fortalt en app, hvorigennem man kan bestille kørsel – ikke med taxaer – men ved eksempelvis at dele udgifterne til en kørsel med en anden privatbilist. En ”social service”, ”om at dele kørsler i stedet for at køre i private biler”, som Ubers talsmand formulerer det over for TV 2. 

- Det man som traditionel taxi-brance nok er nødt til at indse er, at den her udvikling, hvor folk skifter opfattelse af det traditionelle taxi-produkt, er i gang. Og spørgsmålet er, om Danmark skal være med på udviklingen, eller om det her skal ramme taxa-branchen hårdere om ganske få år, siger Jakob Engel-Schmidt.

Åbner for lovændring

Blot få timer efter at Uber, der er til stede i USA og en række andre europæiske storbyer, havde meldt sin ankomst i Danmark, politianmeldte Trafikstyrelsen onsdag formiddag det amerikanske selskab. Ifølge Trafikstyrelsen overtræder Uber nemlig personbefordringsloven. Og selv om Jakob Engel-Schmidt understreger, at Uber naturligvis skal overholde gældende dansk lovgivning, erklærer han sig samtidig klar til at se på, om loven skal ændres.

- Det koster rigtig mange penge at køre taxa og det er temmelig ujævnt fordelt, hvornår der er vogne på gaden. Og det er måske fordi, at taxibranchen er en af landets mest gennemregulerede. Jeg er en liberal politiker, og jeg går ind for en friere konkurrence. Og jeg vil rigtig gerne være med til at modernisere den lovgivning, der omhandler taxibranchen. Men selvfølgelig skal Uber og alle andre overholde lovgivningen, indtil den er moderniseret.

Følg TV 2 Politik

FĂĄ seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion pĂĄ Christiansborg:

TV 2 Politik pĂĄ Facebook

TV 2 Politik pĂĄ Twitter