Gjerskov udsat for dødstrusler: Han ville skyde mig

 "Luk kæften på den fede kælling. Ellers gør vi det. Det bliver med en kugle i dit grimme fjæs."

Sådan skrev en ukendt gerningsmand i et trusselsbrev, som blev sendt til rådhuset i Roskilde, hvor den tidligere fødevareminister Mette Gjerskov (S), der er formand for udenrigspolitisk nævn, skulle deltage i et politisk arrangement for nylig.

- Det var stærkt ubehageligt. Brevet blev sendt til rådhuset i Roskilde, og de orienterede mig om truslen. Jeg meldte det til politiet, men det var meget ubehageligt, og jeg kan godt fortælle dig det var en lang tur at gå på parkeringspladsen, fortæller Mette Gjerskov til TV2.dk.

Hun har fået et lignende trusselsbrev, hvor truslen blev fremsat da hun skulle deltage i et AOF-arrangement - også i Roskilde, hvor Mette Gjerskov er vokset op.

- Jeg tror, det er den samme, der har skrevet dem. Det er meldt til politiet, men de har ikke fundet ham, siger Mette Gjerskov.

På Twitter skriver hun, at også hendes nabo for nylig blev offer for chikanen mod Gjerksov.

- Denne gik ud over min nabo. Fordi en klaphat åbenbart ikke kendte min adresse, skriver Mette Gjerskov og tweeter et billede, hvor ukendte gerningsmænd har skrevet følgende på naboens hvide mur: "Minister-so! Luder."

Selv om Mette Gjerskov oplevede truslerne som stærkt ubehagelige, får de hende ikke til at overveje at forlade dansk politik.

- Jeg tror, man som politikere udvikler hårdere hud over for den slags end andre mennesker, siger Mette Gjerskov til tv2.dk.

Hun er den seneste af en række kvindelige politikere, der har været udsat for chikane og trusler. For nylig fortalte Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen om flere tilfælde af chikane og trusler, og også justitsminister Mette Frederiksen har været udsat for chikane og trusler.