Ny e-bog: Løkke tæt på at miste magten i V

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen spillede højere spil end hidtil antaget, da han i en pause under et omstridt hovedbestyrelsesmøde i juni i Odense fik overtalt partiets næstformand Kristian Jensen til ikke at forsøge at vælte Løkke som formand.

Det fremgår ifølge Politiken af en ny e-bog "Aftalen i kælderen" fra forlaget Zetland.

Ifølge e-bogen havde Kristian Jensen hen mod afslutningen af det dramatiske hovedbestyrelsesmøde sikret sig opbakning fra 43 medlemmer af Hovedbestyrelsen - nok til at udløse et ekstraordinært landsmøde i Venstre med et formandsvalg som eneste punkt på dagsordenen.

Men inden det kom til en afstemning blandt hovedbestyrelsesmedlemmerne, lykkedes det Lars Løkke Rasmussen at få overtalt Kristian Jensen til en "snak i kælderen", og her var det at Lars Løkke Rasmussen - som det tidligere har været fremme, truede Kristian Jensen med at tidligere forsvarsminister Søren Gade var parat til at stille op i et kampvalg om formandsposten mod Kristian Jensen.

Ifølge den nye e-bog udløste det en hurtig telefon-opringning fra Kristian Jensen til Søren Gade, der overfor Kristian Jensen bekræftede at han var klar til at stille op som "en fredsbevarende styrke".

Efter kælder-mødet meddelte Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen hovedbestyrelsen, at Kristian Jensen nu bakkede op om Løkke.

Kristian Jensen har ikke ønsket at kommentere e-bogens oplysninger overfor Politiken, og det er ikke lykkedes avisen at få en kommentar fra Søren Gade.