Partifæller kritiserer S-ordfører: Kaldte flygtninge uønskede gæster

Torsdagen igennem har et citat fra Socialdemokraternes udlændinge- og integrationsordfører Mette Reissmann skabt stor debat.

I torsdagens udgave af Jyllands-Posten udtaler hun sig om flygtningepolitik, efter at flere af landets biskopper har spurgt, hvor næstekærligheden er blevet af.

- Vi skal huske på, at dem, der kommer hertil, får asyl. Men vi sender ikke en invitation, og vi ringer ikke for at få dem her op. Flygtninge er uønskede gæster, uanset hvordan du vender og drejer det, siger Mette Reissmann til avisen.

Flere partifæller fra baglandet, herunder folketingskandidater, har torsdag kritiseret udtalelsen i skarpe vendinger, og torsdag aften tager også Socialdemokraternes gruppenæstformand Mette Gjerskov afstand fra udtalelsen.

- Jeg håber, der er tale om en journalistisk stramning, for primært er det sådan, at flygtninge er uventede gæster eller uinviterede gæster frem for at være uønskede, siger Mette Gjerskov til TV 2 NEWS.

Tonen i Mette Reissmanns udtalelse er samtidig noget skarpere end ordlyden af hendes eget nyhedsbrev fra juni måned. Her skrev S-politikeren:

- Nu er det på tide vi behandler alle danskere, nydanskere og gæster med respekt. Jeg starter denne nye og ordentlige integrationsdebat – skal vi kalde den Integration 2.0 i dette læserbrev.

Trods gentagne forsøg har det har torsdag aften ikke været muligt at få en kommentar fra Mette Reissmann til hendes udtalelser i Jyllands-Posten.

Debatten om flygtningepolitikken fik nyt liv, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sin åbningstale i Folketinget lagde op til stramninger på asylområdet.

Blandt andet ønsker regeringen at begrænse retten til familiesammenføring for asylansøgere, der får midlertidigt asyl.

Baggrunden for stramningen er, at regeringen endnu engang har måttet opjustere antallet af asylansøgere, der nu ventes at runde 20.000 alene i år.