Minister: Forældre aflyser møder med vilje

Se 'Stop nu krigen, mor og far' på TV 2 PLAY - Første afsnit er gratis.

Der er store problemer for mange familier, når en skilsmisse rammer, og forældremyndigheden skal afgøres. I september lancerede de politiske partier med socialminister Manu Sareen i spidsen en skilsmissepakke, der skulle sanktionere parter, der forhaler processen. Pakken får kritik fra flere organisationer for kun at fokusere på chikanedelen og ikke overvejer forebyggende arbejde. Men nu fortæller Manu Sareen, at man overvejer en 2.0-løsning, hvor netop forebyggende terapi skal kunne forhindre så mange sager i statsforvaltningen.

- Det er fuldstændig langt ude, at folk bare aflyser. Der er eksempler på, at folk spekulerer i at aflyse for netop at trække sagen i langdrag, og det der sker, hvis man aflyser, er, at Statsforvaltningen skal finde en ny tid, man skal have skilsmisseadvokaterne med. og alle skal finde en ny tid, og det der skal simpelthen bare stoppes, og det gør man blandt andet ved mødepligt. Man skal have gyldig grund, hvis man ikke møder op. Sygdom eller lignende. Og kommer man bare ikke, så fortsætter sagen bare uden vedkommende. Og det er sanktion nok, for så får man bare ikke mulighed for at påvirke sin sag, siger Manu Sareen til TV 2 News.

Han mener, at der allerede i dag er mulighed for parterne for at få rådgivning, men anerkender også bl.a. Børn Vilkårs argument om, at der kan være mere at hente i det forebyggende arbejde.

- Vi har mulighed for parrådgivning og konfliktløsning i statsforvaltnings-regi, og mulighed for børnesagkyndig rådgivning. Men vi kan sagtens gå ind at se på, om vi ikke skal udvide det, og det er også noget af det, som samtlige politiske partier, der har lavet denne skilsmissepakke, er indstillet på. Vi skal mødes igen. Og noget man kunne forestille sig, var, at man fik lavet forsøgsordning, hvor man når man kommer til en sag i statsforvaltningen, får tilbudt rådgivning ved siden af.

Socialministeren forstår dog ikke kritikken af skilsmissepakken fra Børns Vilkår. Han mener, at der kun har været fokus på chikane-delen, men derfor kan der i fremtiden godt blive plads til mere forebyggende.

- Jeg er fuldstændig enig i, at der gerne må være et helt andet system end det, vi har i dag. Men begynde at trække den pakke, vi har ind, det er helt hen i vejret, for det handler ikke om forebyggelse, det handler om, at man ikke skal chikanere, og det lige præcis det, som pakken går ud på.

Manu Sareen uddybede sit synspunkt i Go' Morgen Danmark, hvor han blandt andet fortæller, at det her område er et, som politikerne vil tage meget alvorligt. Se hele Manu Sareens deltage i Go' Morgen Danmark i videoen ovenfor.

Deltag i debatten

Onsdag aften efter udsendelsen holder vi en direkte debat med faren fra udsendelsen og foreningen Børns Vilkår.

Har du et spørgsmål eller en kommentar, så kan du deltage direkte i debatten via Skype.

Du skal bare skrive navn, mobilnummer, Skype-navn og dit spørgsmål eller input og sende det til journalist Magnus Bjerg.

Du kan også deltage i debatten på Facebook og Twitter med hashtagget #StopNuKrigen.

Stop nu krigen, mor og far

TV 2 stiller endnu en gang skarpt på de skilsmissebørn, der bliver fanget i en krigszone mellem mor og far og undersøger, om der er en vej ud af en årelang og opslidende konflikt.

I tre dokumentarprogrammer følger TV 2 tre familier, hvis konflikt efter en skilsmisse er så eskalerende, at de risikerer, at myndighederne fjerner børnene. TV 2 tilknytter to af landets førende familieterapeuter i et sidste forsøg på forsoning.

Programmerne sendes 1., 8. og 15. oktober klokken 20.50 på TV 2 og på TV 2 Play.