V-folk til grundlovsfest: Lars Løkke har svigtet os

Formand Lars Løkke Rasmussen stod i dag ansigt til ansigt med dele af det Venstre-bagland, der de seneste par uger har slået alvorlige sprækker. Det skete på Gymnastikhøjskolen i Ollerup på Sydfyn, der har for vane at holde et brag af en grundlovsfest. Sidste år var statsminister Helle Thorning-Schmidt således hovedtaler.

Regnen piskede ned i timerne op til feststart, og de mange fremmødte måtte søge ly under skolens halvtage og træer. Blandt dem var 75-årige Niels Gunnar Hansen og veninden Birgit Christensen. Førstnævnte har stemt Venstre hele sit liv, men er for første gang for alvor i tvivl.

- Nu må vi høre, hvad han har at sige til sit forsvar, men det er noget værre rod, han har ført partiet ud i. Det er utroligt, at han ikke har haft bedre føling med sit bagland. Det er os, der danner grobunden for Venstres eksistens og vi føler os svigtet, siger Niels Gunnar Hansen, der som ung var formand for Venstres Ungdom på Fyn.

- Man kan undre sig over, at han ikke har haft folk omkring sig, der har taget hånd om hans økonomiske disponeringer. I sidste ende er det hans ansvar, men nogen burde have stoppet det, inden det gik så galt, lyder det fra Niels Gunnar Hansen.

I ly under halvtaget står også Birgit Christensen. Også hun har altid stemt Venstre, men er ikke bleg for at tilstå:

- Lars Løkke har aldrig været min kop the. Det ville klæde ham at være lidt mere ydmyg, men jeg har respekt for hans kampgejst. Ingen have regnet med, at han ville rejse sig på mødet i Odense. Jeg tvivler dog på, at han kan samle baglandet og skabe ro i partiet. Jeg er spændt på at høre hans tale, lyder vurderingen fra Birgit Christensen.

Kl. 14 ankom dagens hovedperson til Ollerup, og bedst som Løkke gik på talerstolen, tvang solen de regntunge skyer på flugt. Det blev en tale om værdier, dansk velfærd - men også om den seneste tid krise i partiet.

- Jeg ved, at øjnene hviler tungt på mig. At mange tænker, hvad er han dog for en. Man skal lære af de fejl, man begår. Jeg har lært meget ikke kun om, hvad man kan "tillade" sig, når man som jeg, gerne vil have danskernes demokratiske opbakning til at stå i spidsen for Danmark, men også om hvad der skal til, og hvad der kræves, hvis man skal nå det mål, sagde Lars Løkke blandt andet.

Efter sin tale tog Løkke sig tid til at få taget selfies med en håndfuld af de yngre tilhørere. Der blev også tid til en tur gennem menneskemængden, hvor han fik både ris og roser med på vejen.

Birgit Christensen var ikke videre imponeret over formandens grundlovstale:

- Den var i bedste fald bestået. Jeg savnede konkrete visioner for Venstres politik. Meget af talen kom til at handle om den seneste tids ballade, og blev derfor mest af alt én lang undskyldning. Jeg er slet ikke overbevist om, at Løkke er den rette mand til at samle partiet igen, lød den kontante dom.