V-partisekretær: Ja, Løkke røg på ikke-rygerværelser

Venstres partisekretær Claus Richter bekræfter over for Radio24syv, at Venstre har ladet sin formand, Lars Løkke Rasmussen, ryge på ikke-rygerværelser og betalt rengøringsregningen bagefter.

I det brev, som Venstre i går udsendte til dets medlemmer, står, at "formandens vilkår lettes mest muligt, f.eks. ved at booke rygerværelse på de benyttede hoteller," men Claus Hjort Frederiksen sagde omvendt i et interview til TV 2 i går, at:

- Det kan være, at han er kommet til at ryge på et hotelværelse, så vi skal betale for en ekstra udluftning af dét hotelværelse.

Samtidig sagde Claus Hjort Frederiksen til TV 2, at det ville være uanstændigt, hvis Lars Løkke Rasmussen efter en lang og stresset dag skulle stå ude på gaden at ryge.

Claus Richter vil ikke oplyse, hvor meget den samlede regning løber op i for Venstres partikasse. Ifølge en rundringning, som TV 2 har foretaget til flere hotelkæder i Danmark, koster det mellem 850 og 2745 kroner at ryge på et værelse, hvor det ikke er tilladt. 

Det har ikke været muligt for tv2.dk at få en kommentar fra Claus Richter.