Hjort om Løkkes rygning: Det var en smutter

Afsløringerne i Lars Løkke Rasmussens bilagssag fortsatte lørdag, da Venstre bekræftede, at partiet havde ladet sin formand ryge på ikke-rygerværelser og betalt rengøringsregningen bagefter.

Der har pustet nyt liv i kritikken fra baglandet, hvor flere partifæller mener, at handlingen sender et helt forkert signal. Men det afviser Claus Hjort Frederiksen lørdag aften over for TV 2.

- Jamen hør nu her, der er jo tale om en smutter. Det er jo ikke sådan, at vi føler, at Lars Løkke skal have lov at ryge på et hotelværelse, siger han.

Han henviser til, at værelsesrygningen fandt sted under en travl valgkamp i 2011, hvor en træt statsminister "kommer til at ryge en cigaret på værelset".

- Det er vel menneskeligt, at man kan fejle en gang imellem, og jeg synes ikke, at den her forseelse er meget, meget stor, siger Claus Hjort Frederiksen.

Venstres kandidat til Europa-Parlamentsvalget, Jess Myrthu, opfordrede tidligere lørdag Venstres øverste ledelse til at indkalde hovedbestyrelsen til et ekstraordinært møde.

Her vil han have lagt alt frem, så partiets medlemmer kan se, at alt er foregået efter reglerne. Men Jess Myrthu kan være helt rolig, da alle regler er overholdt, mener Claus Hjort Frederiksen. I hvert fald for partiets vedkommende.

- Venstres retningslinjer er fulgt, og jeg mener også, at landets love er fulgt i de her sager. Skatteoplysninger er en privatsag for de enkelte personer, og ligesom jeg ikke vil fremlægge mine skatteoplysninger, vil jeg heller ikke kræve at Lars Løkke offentligt fremlægger sine skattebetalinger, siger Claus Hjort Frederiksen.

Så reelt kan du ikke svare på, om skattereglerne er overholdt i den her sag?

- For Venstres vedkommende jo.