Tidligere K-ledere bliver væk fra 100 års-fejring

Når De Konservative mandag fejrer 100 års-jubilæum på Christiansborg, bliver det uden en række af partiets tidligere formænd og politiske ledere.

Per Stig Møller, der var partiets formand og politiske leder fra 1997-1998 – og medlem af Folketinget for partiet indtil 2015 – er en af dem, der ikke møder op i Fællessalen på Christiansborg mandag eftermiddag.

- Det bliver uden mig, siger han og fortæller, at han længe har haft en anden aftale denne eftermiddag.

- Jeg skal tale til et arrangement i Birkerød, siger han.

En lignende melding kommer fra Hans Engell, der var partiformand fra 1993-1997. Han oplyser i en sms til TV 2, at han skal holde tale i Taastrup, og derfor ikke kommer.

Heller ikke Pia Christmas-Møller, som var partiets politiske leder fra 1998-1999, vil være at finde til fejringen.

- Jeg er ikke blevet inviteret, så nej, jeg kommer ikke, siger Christmas-Møller, der i 2008 meldte sig ud af partiet. 

Havde du regnet med at blive inviteret?

- Det har jeg ikke nogen mening om.

Men var du mødt op, hvis du var blevet inviteret?

- Det ved jeg ikke.

Ikke flere pladser

Heller ikke partiets seneste formand, Lars Barfoed, der stod i spidsen for partiet fra 2011-2014, møder op.

- Jeg fik ikke tilmeldt mig hurtigt nok og fik så en mail om, at der ikke var flere ledige pladser, skriver han i en sms til TV 2. 

Poul Schüter - der var partiformand fra 1974–1993 - deltager ikke i arrangementet af helbredsmæssige årsager, oplyser De Konservatives pressetjeneste.

90'erne var en tumultarisk tid for De Konservative, hvor skandalesager og interne magtkampe fyldte meget i partiet, har Hans Engell fortalt i forbindelse med jubilæet.

- Det var en forfærdelig periode. Det var det både personligt og i forhold til medierne – I var alle sammen forfærdelige. Det var frygteligt internt i partiet. Det er ikke en periode, jeg tænker på med nogen som helst form for glæde – tværtimod, har den tidligere formand sagt. 

- Det skabte nogle konflikter imellem os. Nogle personlige modsætningsforhold. En masse uvenskaber og konfrontationer, som jeg tror alle, der har været involveret, uanset på hvilken fløj og hvilken side, de var på, nok ikke tænker tilbage på med nogen speciel glæde.

Det Konservative Folkeparti i tal

Antal medlemmer i Folketinget: 6 (ud af 179)

Antal medlemmer af Europa-Parlamentet: 1 (ud af 13)

Antal byrådsmedlemmer: 205 (ud af 2.444)

- heraf borgmestre: 13 (ud af 98)

Antal regionsrådsmedlemmer: 16 (ud af 205)

Antal medlemmer af partiet: 10.216 (pr. 31. december 2015).