Nu indkalder ministeren til nye drøftelser: - Kritikken gør mig målløs

Efter flere dages massiv kritik inviterer miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen nu partierne i blå blok til nye drøftelser om den udskældte landbrugspakke, som regeringen, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti blev enige om før jul.

Det siger Eva Kjer Hansen til TV 2, efter at Konservative onsdag krævede yderligere tiltag for at sikre, at miljøet ikke tager skade som følge af at landmænd fremover får lov til at gøde mere.

- Hvis de Konservative har behov for at snakke om nogle af elementerne i pakken, så gør vi det, siger ministeren, der dog ikke vil svare på, om det dermed betyder, at hun er klar til at genåbne de for længst afsluttede forhandlinger om landbrugspakken.

- Jeg har ikke yderligere at tilføje, siger hun.

Rød blok anklager minister for vildledning

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har flere gange hævdet - også over for Folketinget - at landbrugspakken vil gavne miljøet. En række forskere har dog kritiseret ministeriets beregninger, der ligger til grund for dén påstand, og Berlingske kunne mandag fortælle, at Miljø- og Fødevareministeriet nu indrømmer, at landbrugspakken samlet set vil betyde mere kvælstofudledning - og dermed skade miljøet - i de første år. Og det skal der rettes op på, lyder kravet altså nu fra Konservative, der har de afgørende mandater i forhold til at stemme landbrugspakken endeligt igennem.

En samlet rød blok har desuden kaldt ministeren i samråd og anklager hende for at vildlede Folketinget. Men det afviser Eva Kjer Hansen:

- Tallene er lagt åbent frem. Alle rapporter, alle tal, hele beslutningsgrundlaget er sendt over til Folketinget og er offentligt tilgængelige, siger hun.

Ministeren fastholder, at landbrugspakken samlet set er god for miljøet.

- Over årene giver landbrugspakken i sig selv også et positivt resultat. I de første år regner vi også den hidtidige indsats med.

Men når du siger 'over år', betyder det så, at du anerkender, at landbrugspakken i den første periode er en ekstra belastning for miljøet, hvis man ser bort fra de omkringliggende elementer?

- Men det er jo forkert at se bort fra de omkringliggende elementer. Sådan har man aldrig gjort tingene op. Jeg synes, det afgørende er, at miljøregnskabet går i plus, og at vi faktisk med den omlægning, vi laver nu, kommer til at lave en meget mere intelligent beskyttelse af vandmiljøet. 

Forbavset over ny forskerkritik

En gruppe forskere fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet har regnet på tallene bag landbrugspakken og kommer på den baggrund frem til det stik modsatte resultat af ministeren: Miljøet vil tage skade, da der vil blive udledt mere kvælstof hvert år til skade for grundvand, søer, fjorde og kystnære farvande, konkluderer de. 

- Det er næsten uforståeligt at se, hvad regeringen har gjort. Så har vi bare sagt, at nu tager vi de grundlæggende data, som de rent faktisk foreligger, og så regner vi selv på det, har lektor Jens Borum ved Københavns Universitet sagt til Berlingske.

Eva Kjer Hansen er både "målløs" og "forbavset" over kritikken, og tilføjer, at hun godt kan forstå, hvis danskerne er "skrupforvirrede" over de mange forskellige udlægninger af den samme politiske aftale. 

- Jeg må ærligt talt sige, at jeg er forbavset over, at forskerne siger det, lyder svaret fra Eva Kjer Hansen.

Så forskerne tager fejl?

- Ja, det må jeg sige, at de gør, siger ministeren, som mener, at forskerne lægger en række faktorer, som ikke er i overenstemmelse med virkeligheden, til grund for deres regnestykke.