Nye beregninger fra forskere dumper landbrugspakke

Biologisk Institut ved Københavns Universitet har regnet på tallene bag regeringens landbrugspakke og når et markant anderledes resultat end regeringens embedsmænd. Der er underskud på miljøet i alle år frem mod 2021.

Det skriver Berlingske.

Forskergruppen har gennemgået og regnet på det samme talmateriale, som regeringen har fremlagt, og som miljøminister Eva Kjer Hansen (V) har udtalt giver "et grønt plus" alle årene frem mod 2021.

Men den grønne konklusion kan forskergruppen ikke forstå, man kan nå frem til. De har derfor af egen drift gennemgået beregningerne i landbrugspakken.

- Det er næsten uforståeligt at se, hvad regeringen har gjort. Så har vi bare sagt, at nu tager vi de grundlæggende data, som de rent faktisk foreligger, og så regner vi selv på det, siger lektor Jens Borum ved Københavns Universitet til Berlingske.

Op mod 4000 ekstra ton kvæstof

Ifølge forskergruppen kommer landbrugspakken til at betyde, at der vil blive udledt mere kvælstof til havmiljøet hvert år til skade for grundvand, søer, fjorde og kystnære farvande.

Konkret vil det dreje sig om en forøget merudledning af kvælstof til havmiljøet på mellem 700 til 3900 ton kvælstof årligt i 2021, og tallet vil være "markant højere" i de forudgående år.

I dag udleder Danmark omtrent 57.000 ton kvælstof til havmiljøet, men har via EU forpligtet sig til at bringe det ned på 42.000-44.000 ton.

Kunne ikke genkende egne tal

Forskellen i forskerne og regeringens beregninger skyldes primært, at forskerne ikke har medregnet en såkaldt baseline-effekt.

Den er et udtryk for alt påvirkning af kvælstofudvaskningen til havmiljøet, som ikke har noget med landbrugspakken at gøre, såsom udvidelse af boligarealer og veje, så de optager mere plads fra landbrugsjorden.

Nogle af forskerne i gruppen bag de nye beregninger stod også frem i søndagens Berlingske, fordi de ikke mener, at kunne genkende den måde, deres tal var blevet brugt på af regeringen.

Landbrugsorganisation: En gevinst

Eksperternes vurdering kommer samme dag, som Landbrug og Fødevarer sendte et høringssvar til NaturErhvervstyrelsen. Høringssvaret er en miljøvurdering af landbrugspakken på længere sigt. 

Heri lyder konklusionen, at pakken ikke vil få negative konsekvenser for kvælstofudledningen. 

- De seneste dages debat har været præget af mange bekymringer. Vi er af den klare overbevisning, at miljøbalancen i landbrugspakken er i orden. Aftalen er både på kort og lang sigt en gevinst for både landbruget og miljøet, lyder det fra administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer Karen Hækkerup.