Konservative kræver at landbrugspakken bliver grønnere

Meget tyder på, at regeringens tal og forsikringer vedrørende landbrugspakken ikke holder. Og derfor er der behov for yderligere tiltag som sikrer, at miljøet ikke tager skade.

Sådan lyder budskabet fra de Konservatives formand Søren Pape Poulsen, efter flere dages heftig debat om tallene bag den landbrugspakke, som de blå partier vedtog kort før jul sidste år.

- Jeg vil godt sige helt klart og tydeligt, at Konservative har indgået en aftale om en landbrugspakke, der er tiltrængt og god for dansk landbrug. Og den står vi ved. Slut, færdig, siger Søren Pape Poulsen til TV 2 og fortsætter:

- Men vi interesserer os også for miljøet. Og der ser det ud til nu, at nogle af de tal, vi kendte til under forhandlingerne, ikke stemmer overens med virkeligheden. Og der vil vi selvfølgelig bede ministeren om at fremlægge kompenserende tiltag og i det hele taget bore det her ud, så vi får det på plads også.

Aftale vil skade miljøet de første år

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har flere gange hævdet - også over for Folketinget - at landbrugspakken vil gavne miljøet. En række forskere har dog kritiseret ministeriets beregninger, der ligger til grund for dén påstand, og Berlingske kunne mandag fortælle, at Miljø- og Fødevareministeriet nu indrømmer, at landbrugspakken samlet set vil betyde mere kvælstofudledning - og dermed skade miljøet - i de første år. Og det skal der rettes op på, lyder kravet altså nu fra Konservative, der har de afgørende mandater i forhold til at stemme landbrugspakken endeligt igennem:

- Hvis tallene ikke holder - og det er der meget, der tyder på - hvad kan man så gøre for at kompensere miljøet? Det skal være tiltag, som ikke belaster landbrugets konkurrenceevne, men som afhjælper nogle af de forhold, vi ser for miljøet, siger Søren Pape Poulsen.

En samlet rød blok har desuden kaldt ministeren i samråd og anklager hende for at vildlede Folketinget. En del af landbrugspakken skal endeligt vedtages på onsdag i næste uge, og en aftale om tiltag, der skal forbedre miljøet, skal være på plads inden dér, siger K-formanden.

- Jeg er fuldstændig sikker på, at ministeren både kærer sig om landbrug og miljø, så det får hun ordnet.

Hvad skal det her have af konsekvenser for ministeren?

- Nu trækker vi lige vejret stille og roligt og får den her aftale på plads. Men så er det klart, at det jo er vigtigt for os at vi kan stole på hinanden og det er vigtigt, at dét ministeren fortæller os, er rigtigt. Så det må vi drøfte. Men jeg aflyser lige alt muligt stormløb om at vælte ministeren. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om at vi lige løfter pegefingeren og siger at tingene skal være i orden, siger Pape.

Danmarks Naturfredningsforening, der har været meget kritisk over for Eva Kjer Hansens ageren i forbindelse med sagen, der er blevet døbt "gyllegate", roser nu de Konservative: 

TV 2 har i flere dage forsøgt at få en kommentar fra Eva Kjer Hansen, men indtil videre uden held.

TV 2 Nyhederne har både i går og i dag forsøgt at få et interview med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i forbindelse med historierne om landbrugsreformen. Ministeren har i dag meddelt, at hun ikke vil give interview om sagen til tv2.dk og til TV2 NEWS, men kun lade sig interviewe direkte i 19 Nyhederne. Det krav vil TV 2 ikke underlægge sig.