Lautrup: Konservative har gang i en æggedans

Det er bestemt ikke let at være Det Konservative Folkeparti i disse dage.

Partiet har markeret sig som den skeptiske grønne stemme i blå blok i spørgsmålet om regeringens landbrugspakke, der måske alligevel ikke er så skånsom for vandmiljøet, som ministeren havde lagt op til. Og det er ikke ligefrem det lette standpunkt, vurderer TV 2s politiske analytiker, Peter Lautrup-Larsen.

- Det er en æggedans for de konservative. Siger de, at de vil kræve pakken genforhandlet, siger de samtidig, at de føler sig snydt, og at forudsætningerne har ændret sig. Så vil presset på ministeren stige. Siger de omvendt, at de føler sig vildledt, kræver de vel også pakken genforhandlet, siger han.

Statsministeren agerer støttepædagog

Sent mandag aften kom statsministeren på banen på Twitter, hvor han mindede om, at regeringen sådan set bare gør det, man lovede før valget. Noget, man ifølge Lautrup-Larsen kun kan se som en advarende finger til de konservative om ikke at komme alt for godt i gang.

- Det er et udtryk for, at statsministeren godt kan se, at ministeren har brug for en støttepædagog, bemærker Peter Lautrup-Larsen.

Spørgsmålet er så, om De Konservative får held med at kræve pakken genforhandlet, sådan som Dansk Folkeparti lykkedes med at gøre med boligydelsen i efteråret.

- Har de konservative samme indflydelse her? Det skal partiet jo finde ud af. Man skal jo ikke kræve noget, man ikke kan få. Det bliver interessant at se, siger Peter Lautrup-Larsen.

Næppe mange tjenester fra regeringen

Lykkedes det miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) at redde skindet på næsen, vil Det Konservative Folkeparti blive skydeskive for den samlede oppositions vrede, vurderer han.

- Sådan er det at være tungen på vægtskålen. Og sådan er det måske også, når man profilerer sig på et område, der ikke naturligt hører hjemme i blå blok. Jeg tror ikke, regeringen gør De Konservative mange tjenester i denne sag.

Det konservative dilemma består altså i om man skal glemme sin egen miljøpolitik eller om man skal svigte den regering, man egentlig selv har bakket op om. Et af de sværere dilemmaer.

- Det Konservative Folkeparti sidder i en klemme, der er sværere end den, vi så på ulandsbistanden, hvor de konservative gik sammen med de røde partier og sagde, at det var for galt, at regeringen havde sparet 1,4 milliarder kroner sidste år. Det blev ved den protest, siger Peter Lautrup-Larsen.